Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nemmere? Nej, det er ikke løsningen

Bo LindbirkIngeniør, Solbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er nu meldt ud, at man har ændret den ellers velfungerende vaccination mod influenza og corona, som hidtil for en stor dels vedkommende er foregået uproblematisk hos de praktiserende læger. I stedet skal man nu vente, til man får besked om vaccination i sin e-boks og derefter selv booke en tid på et nærmere angivet vaccinationssted, som vel at mærke ikke længere kan være egen læge eller lægehus.

Oplægget er tåbeligt af flere årsager, dels vil digital tidsbestilling volde problemer for et stort antal borgere, dels vil mange opleve større besvær med at komme til de ny vaccinationssteder. På alle måder vil den ny ordning som sædvanlig vende den tunge ende nedad, så det er mennesker med dårlig mobilitet og begrænsede it-færdigheder, der bliver ramt. Resultatet vil utvivlsomt være, at færre vil blive vaccineret. Man græmmes over det manglende hensyn og omtanke bag den ny ordning.

Selvfølgelig er det regionerne, der står bag “kunststykket”. Hvor mange gange skal de forkludre vores sundhedsvæsen, inden man tager den befriende beslutning og får dem nedlagt?