Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Så hold dog ferie!

Hvis man skal på en uges arbejdsnedtrapning i sin ferie, så er der noget, man har misforstået. Ferie er til – ferie.

Mads Fischer RasmussenDirektør, Kolding

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvert år på denne tid oplever vi det samme cirkus. Folk er umulige at fange på mail og telefon. Alle styrter rundt med dybe panderynker og et forjaget udtryk i øjnene. De fleste organisationer er nemlig på nuværende tidspunkt så pressede, at medarbejderne dårligt har tid til frokost. Både direktøren og medarbejderne styrter rundt for at nå at få løst alle opgaverne på deres bord. Og hvorfor har de så travlt netop nu? Jo, det er jo snart ferie. Men er ferie ikke lig med tid til afslapning, frihed og samvær med familie og venner? Vi skal vel ikke stresse os helt op i et hjørne for at kunne holde ferie?

Er vi virkelig så dårlige til at planlægge vores aktiviteter, at vi ikke kan se bare to-tre uger frem i tiden? Det tror jeg faktisk ikke, vi er. Det handler snarere om en virksomhedskultur, hvor man ikke ønsker at efterlade sig uløste opgaver – uanset opgavernes deadline i øvrigt.

Jeg skal lige nå dit, og jeg skal lige have dat på plads, inden jeg går på ferie. Hvordan kan det være, at det ikke kan vente, til du er tilbage igen? For planen er vel, at du kommer retur, ikke? Naturligvis kan det da vente. Stort set alle andre er jo også på ferie samtidig med dig. Hvis du har et job, hvor du ikke kan undværes i de få uger, hvor du holder ferie – de job findes jo – så bør virksomheden i realiteten finde en vikar, som kan erstatte dig i din ferie.

Mange er så stressede, når de forlader arbejdspladsen, at de første dage af ferien – måske hele den første uge – går med at komme ned i gear. Så man begynder reelt først at holde ferie og slappe af med familien i uge to. Og så er der i værste fald kun en uge tilbage, til arbejdet igen kalder. Det giver i mine øjne absolut ingen mening. Uanset om man holder tre, to eller måske bare en uge, så er det vigtigt, at man holder ferie og kobler fra lige fra den første dag af ferien.

Det er fuldstændig tåbeligt at skrue arbejdsniveauet op til højeste gear i ugerne op til en ferie. Formålet med ferie er vel netop at give folk en pause fra det daglige arbejde og sikre, at de ikke bliver overbebyrdede og stressede. Ikke at stresse folk yderligere, fordi de skal på ferie. Hvis du sætter tempoet op for at nå en hel masse mere, inden du går på ferie, så burde du jo have endnu mere ferie.

Jeg giver som reglen det råd til mine medarbejdere, at de skal lave en oversigt over de opgaver, de mener skal løses, inden de går på ferie. Når listen ligger foran dem, skal opgaverne prioriteres. Og så viser det sig sjovt nok altid, at en stor del af dem sagtens kan vente med at bliver løst, til medarbejderen igen er retur.

Argumenter som ”jeg slapper bedst af, når jeg ved, at mit skrivebord er tomt, og der ikke ligger noget og venter på mig”, dem køber jeg simpelthen ikke. Det handler i mine øjne om virksomhedskultur. Hvis man fra virksomhedens ledelse har pisket en ”clean desk”-kultur op både for sig selv og sine medarbejdere – ja, så slapper man naturligvis bedst af, når man forlader et tomt skrivebord. Men hvis man derimod stoler på sin egen og medarbejdernes dømmekraft til at vurdere, hvilke opgaver der skal løses her og nu, og hvilke der kan vente, så kan alle slappe af – selvom de forlader skrivebordet med nogle uløste opgaver, der reelt først har deadline efter ferien.