Vi er nødt til at gøre det lettere at flytte sig rundt i grænselandet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Måden, vi bevæger os gennem Europa og over grænser på, kommer til at ændre sig enormt de kommende år. For det bliver vi nødt til i vores forpligtelse på at løse klimakrisen. Ikke bare når vi skal på ferie, men også når vi tager del i den grønne omstilling ved at tage de rigtige valg i hverdagen.

Det gælder både for dem, der tager bilen, der skal køre på el. Men især når vi skal benytte fremtidens europæiske jernbanenet, som EU allerede har udlagt store visioner for.

Et jernbanenet, der får en helt ny korridor til gavn for Danmark, Tyskland og hele Europa, når Femern-forbindelsen åbner.

En overbevisende og ambitiøs vision for klimavenlig transport kræver aktiv brug af mere end én korridor.

Derfor skal det europæiske transportnetværk som helhed styrkes, og eksisterende tilpasses fremtidens planer om en grøn og brugervenlig transportsektor.

Visionerne holder – modsat bilerne – nemlig ikke i kø, når det gælder den dansk-tyske grænse. Selvom Europa-Kommissionen definerede et mål om at skabe et samlet europæisk jernbanenet, mislykkes implementeringen ofte på grund af manglende samarbejde mellem medlemslandene.

Jyllandskorridoren er et godt eksempel herpå. Den forbinder nemlig ikke kun Aarhus og Hamborg, men åbner også grænseregionen op.

Med den eksisterende jernbaneinfrastruktur er Jyllandskorridoren dog langtfra i stand til at løfte opgaven. Dens forbindelse mellem Tinglev og Padborg er det eneste sted mellem Stockholm og Messina-strædet i Italien, der kun har ét spor!

Man har siden 90’erne diskuteret dobbeltsporet, men tidligst indtil midten af næste årti må togene pænt holde tilbage for hinanden, når de krydser den dansk-tyske grænse.

I dag er de kollektive transportmuligheder for at rejse i grænseregionen alt for utilstrækkelige. Man kan tage en bus fra Sønderborg til Flensborg, men kun få benytter sig af de i forvejen alt for få afgange. Det er for besværligt. Samtidig kører alt for mange togafgange helt hen over regionen.

Ifølge den nuværende jernbaneplan vil antallet af DSB’s grænseoverskridende forbindelser falde betydeligt i den nærmeste fremtid. Det vil gøre den kollektive transport i Sønderjylland endnu mindre attraktiv, end den allerede er. Vi er nødt til at tænke nyt! Hvorfor er der ikke et tog fra Aarhus til Kiel eller en direkte forbindelse fra Flensborg til Sønderborg? Hvor er det, vi skal vi tage fat, så regionen forbindes bedre?

Ved siden af infrastrukturen skal oplevelsen af transporttilbuddene på skinner forbedres. Vil du flyve fra Billund til Berlin, kan du i løbet af få sekunder få flere hundrede tilbud på rute og pris.

Skal man med toget fra Tinglev til Tarp, er det et større eventyr at købe en billet, fordi trafikselskabernes billetsystemer har svært ved at integrere sig. Hvordan får vi nogensinde fyldt nattogene sydpå, når det er så meget billigere og nemmere at tage flyet?

I disse år sker der utroligt meget positivt for måden, vi bevæger os igennem Europa på. Udviklingen sker dog i højere grad med fokus på metropolerne end andre steder. Udelukkende at fokusere på store byer er sært, for hvis der er noget, der definerer Europa, er det netop vores grænseregioner.

Hvor de gamle slagmarker er erstattet af fredelig og venskabelig sameksistens, skabes den sammenhængskraft, der får det hele til at hænge sammen.

Den dansk-tyske grænseregion er måske Europas bedste eksempel på, hvordan man løser historiske stridigheder. Vores mindretal trives og har fuldt ud de samme borgerrettigheder som deres landsmænd. Det har skabt en dynamisk og stærk region til gavn for begge lande og ikke mindst for begge mindretal.

Også inden for transportsektorens grønne omstilling bør vi udnytte dette potentiale og som modelregion gå i spidsen for, hvordan Europa kan vokse sammen ved medlemsstaternes grænser.