Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Politikerne løber fra ansvaret i kræftsagen

Christian ErichsenPensioneret læge, Sydals

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Flere politikere er gået i selvsving og leder efter syndebukke i spørgsmålet om de forsinkede kræftoperationer – forsinkelser, som de selv er ansvarlige for.

Det største problem er ikke, at velformulerede patienter kan mobbe sig frem i køen til operation, men at afdelingen ikke kan overholde ventetidsgarantien, og at den ikke selv kan løse den mangel på sygeplejersker, der er årsagen.

Det kan kun politikerne.

At afdelingen har fejlinformeret, er forkasteligt, men forståeligt, da politikerne har pålagt sygehuset udgifterne til behandling i udlandet, hvilket kun vil give yderligere problemer, som det pågældende sygehus og afdelingen ikke selv kan løse.

Det er umuligt at forestille sig, at sygehusledelsen ikke har været informeret om problemerne og medvidende om, hvis ikke ansvarlig for, fejlinformationen. Hvis politikerne i stedet havde påtaget sig ansvaret for finansieringen af behandlingen i udlandet, havde de nok også allerede løst problemet med de manglende sygeplejersker, som er årsagen til de forsinkede operationer.