Få stoppet svineriet med andelshaveres penge
Jeg skriver dette som et åbent brev, da direktionen i NRGI er gået i flyverskjul – eller har låst sig inde på toilettet. Det er sket, efter at pressen, anført af JP, har skrevet om kæmpe bonusbetalinger til medarbejdere i Energi Danmark.
NRGI amba ejer 36,35 pct. af Energi Danmark, og resten ejes af elselskabet Andel. Hidtil har Energi Danmark meldt ud, at disse bonusaftaler er indgået af direktøren, som forlod selskabet i februar 2023.
For det første kan direktører ikke indgå bonusaftaler i denne størrelsesorden, uden at det er godkendt af bestyrelsen. For det andet er bonusaftaler i denne størrelse ikke inden for rammerne af ”Anbefalinger for god selskabsledelse”.
For det tredje, hvis man gennemgår NRGI’s vision, mission og værdier, er de centrale elementer: Vi vil skabe værdi for vores andelshavere og samfundet, og vi ved, at sikre økonomiske valg er en forudsætning for vores berettigelse.
I lyset af det er der et stort behov for, at direktionen i NRGI forklarer sagen med de høje bonusser i 2022, samt at der i fremtiden bliver lagt loft over bonusser. Det handler om virksomhedens troværdighed og berettigelse.
Jeg er p.t. andelshaver i NRGI.