Erik Bo Andersen: »Jeg kan godt forstå, at borgmesteren er bedrøvet«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Bemærk: Dette læserbrev er et svar på borgmester Torben Hansens debatindlæg fra i onsdags, som du kan finde her.
Det er da også utrolig træls og irriterende at skulle forholde sig til kritik baseret på fakta. Undskyld, men efterlyste borgmesteren ikke netop fakta?
Jeg har det fint med at borgmesteren endelig tager til genmæle, men er det så med borgmesterens angreb på undertegnede - med den retorik, som bruges - ikke bedrøveligt længere? Og er det så heller ikke dårligt for den demokratiske debat, som borgmesteren ellers efterlyser?
Den demokratiske debat
Hvem var det, der lukkede en konstrueringsaftale på valgnatten før den sidste tredjedel af stemmerne var talt op og uden at have ført én eneste samtale med partiet Østbroen?
Hvem var det, der måtte mindes om en samtale med de nyvalgte?
Hvem var det, der ikke fik en før-samtale om budget 2023-2026?
Hvem var det, der aldrig blev inviteret til budgetdrøftelser?
Hvem fik tildelt det mindste grupperum i et afsides og aflåst afsnit på Laksetorvet til budgetdrøftelser, til trods for at vi er byrådets tredjestørste mandat?
Hvem er det, der har nedstemt samtlige forslag stillet af Østbroen?
Hvem er det, der gang på gang har afvist, at Østbroen skulle have svar på sine spørgsmål?
Hvem er det, der har taget ordet i byrådssalen og nedgjort undertegnede uden mulighed for at lade mig få ordet?
Er det på den måde, borgmesteren mener, at vi har en demokratisk debat?
Så kære borgmester: Det er virkelig bedrøvende for den politiske samtale at udelukke en liste, bare fordi vi på enkelte punkter har en anden holdning og er fakta-kritiske på noget, der er så indgribende i mange borgeres hverdag.
Du har dit flertal, og det føler du dig åbenlyst helt tryg ved, og når man så ikke lytter, kan det for andre være at side stille med sin magtfuldkommenhed.
Men lad os da endelig snakke om fakta, for det har vi jo efterlyst hele tiden. Også i mit oprindelige debatindlæg og i dit svar kan man jo se, at selv om tingene står på skrift, så læser man det, som man vil.
1. Der mangler 78,5 mio. kr. i Klimabro-regnskabet. De 78,5 mio. kr. fremkommer i et dokument udarbejdet af Orbicon for Vandmiljø Randers, og som ligger på byrådets dagsorden fra den 14. november 2022. Sag nr. 455. Det er en medfinansiering, som man troede kunne pålægges Vandmiljø Randers, og som Østbroen venligt har gjort opmærksom på som værende ulovlig.
Det komiske er jo, at borgmesteren netop bekræfter, at denne udgift ikke indgår i Klimabro-regnskabet, for der står kun 26 mio. kr. til Nordbroen, hvilket også ses i samme byrådssag i dokumentet fra Rambøll, der handler om linjeføringer.
Dokumentation for at kommunen troede, den kunne skjule de 78,5 mio. kr. i Klimabro-regnskabet ses tillige i dokument om finansieringsmuligheder af Klimabroen fra udviklingsudvalgets dagsorden den 23. august 2018. Bilag 2, side 1 nederst afsnit.
2. 80 mio. kr. til ombygning af genbrugspladsen som konsekvens af Klimabroen. Det er det, vi siger, og ikke at de nye tilkørselsforhold koster 80 mio. kr.
Det er jo indiskutabelt, at såfremt Klimabro-vejen ikke spærrede for indkørslen til genbrugspladsen, skulle genbrugspladsen aldrig ombygges. Så det er en afledt konsekvens, der alene skyldes Klimabro-vejen.
3. Klimabro-vejen / havnevejen er blevet dyrere, og det er faktuelt korrekt, at det oprindelige projekt lød på 45 mio. kr. og to gange har fået tilført henholdsvis 9,2 og 11,5 mio. kr. i tillægsbevillinger i 2020 og 2022.
Fakta er, at projektet er blevet 20,7 mio. kr. dyrere end ventet.
Tillægsbevillingerne ses i dokumentet om Klimabro-opsparingen fra byrådets dagsorden den 5. december 2022. Sag nr. 500, skema på side 2.
Igen en ekstraudgift, som ikke indgår i de 552 mio. kr. og der til kommer en udvidelse af Clausholmvej til 12 mio. kr.
Når man forventer vejlukninger, tilpasninger, krydsombygninger o.s.v., der heller ikke er medtaget i det fremlagte Klimabro-regnskab, så får man igen faktuelt et forkert regnskab.
Når forundersøgelser m.v. heller ikke medtages i det samlede regnskab, så er det igen et faktuelt forkert, økonomisk regnskab, der fremlægges.
Faktuelt er det så også, at når man mangler omkostninger i sit regnskab, så er ens regnskab forkert, og hvis man ikke retter i sit regnskab, så er det snyd. Faktuelt er det jo blevet dyrere, og derfor snyder man.
Så nej, borgmester. Find kuglerammen frem igen og medtag alle omkostninger. Det leder os hen til den samfundsøkonomiske analyse, som, når man netop mangler omkostninger, betyder, at analysen er baseret på fejl, når det kommer til det økonomiske overslag.
4. Når man har fremlagt, at Klimabroen »kun« koster 552 mio. kr., og man har udgifter for et trecifret beløb, som ikke er medregnet, så har man enten snydt eller lavet en bevidst fejl. Det er faktuelt.
Når så en samfundsøkonomisk analyse består af antal kroner, antal biler, antal kørte kilometer og forbrugt tid, og disse parametre er udslagsgivende for en samfundsøkonomisk analyse, i og med at netop den samlede økonomi, sparede kilometer og tid er en væsentlig faktor for en positiv forrentning, og så man bevidst manipuleret med at beregne en rute via Fjordgade, H. Stillingsvej, Stadfeldsvej og P. Knudsensvej, så er det bevidst snyd.
Det bekræftes i byrådsdagsordenens sag nr. 88, bilag side 4, at modelkørslerne er baseret på den ovennævnte og anvendte rutevalg, hvor man netop i de bagvedliggende regneark kan se et kortbilag med trafikafviklingens rutevalg.
Det er jo bevidst snyd, når man påstår, at biler skal holde sig på det overordnede vejnet og køre en meget længere rute ud igennem det centrale Dronningborg, der både kilometermæssigt og tidsmæssigt er mindst dobbelt op, ja, så er det jo faktuelt at snyde med en samfundsøkonomisk analyse.
Derfor passer analysen ikke, og så falder argumentet pladask til jorden om at Klimabroen er Danmarks bedste infrastrukturprojekt. Det er jo faktuelt et fupnummer.
Så lad os da endelig snakke fakta. Det har flertallet med borgmesteren i spidsen jo nægtet, og med borgmesteres egne ord er det faktuelt jer, der har stukket fingrene i ørene og undladt at se sandheden.
Måske er det nok derfor, borgmesteren har et bedrøveligt sind ved at fortsætte med at forvrænge sandheden.
Men jeg kunne da fremsende mit spørgsmål til borgmesteren igen, for han glemte helt i den demokratiske debat at svare på følgende: »Hvornår kommer der en samlet økonomi og en samlet trafikafviklingsplan og dermed en ny og korrekt samfundsøkonomisk analyse?«