Kristian Jensen har ret – der er fortsat et stort reformbehov
Hvis der er politisk vilje til at gennemføre reformer i gode tider, kan indfasningen af reformerne foregå over længere tid. Det burde være i alles interesse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I weekenden kunne man her i JP læse Venstres Kristian Jensens (KJ) opfordring til, at partierne hen over midten samles om at gennemføre reformer af den danske velfærdsstat.
Kristian Jensen har helt ret. Der er fortsat et stort behov for reformer. Når dansk økonomi i dag har det godt, er det takket være reformerne fra 1990’erne, 2000’erne og 2010’erne. Det er reformerne, der har styrket Danmark, selv om det gælder for mange af reformerne, at de er gennemført mere af nød end af lyst.
Hvis vi fra de borgerlig-liberale partier sammen rækker hånden ud med konstruktive reformforslag, kan det være, at også Socialdemokratiet erkender et ansvar for fremtiden. Det skal i hvert fald prøves.
Der har reelt ikke været et stort ønske om at udfordre balancen mellem borger og stat – mellem frivillighed og magt. Den balance vil vi fra Liberal Alliance gerne udfordre. Men først og fremmest vil vi, præcis som KJ, opfordre til et samarbejde om at gennemføre reformer. Det vil gøre Danmark rigere.
Den meget defensive tilgang til reformer, der præger dansk politik, betyder, at reformerne ofte først gennemføres, når krisen kradser. Dermed bliver de mere drastiske og gør dermed ondt på flere.
Hvis der derimod er politisk vilje til at gennemføre reformer, også i gode tider, kan indfasningen af reformerne foregå over længere tid. Det burde være i alles interesse.
Derfor er KJ’s forslag om et 10-årigt reformprogram værd at lytte til. Og meget gerne i et samarbejde hen over midten. Liberal Alliance medvirker meget gerne i et sådant reformprogram. Og vi har masser af forslag til, hvad der bør gøres.
Enhver regering, der interesserer sig for det arbejdende folk, må være optaget af en skattereform, der sænker den tårnhøje marginalskat på arbejdsindkomst.
En topskattebetaler, og dem er der immervæk ca. en halv million af slagsen af i Danmark, betaler 56 pct. af skatten på den sidst tjente krone. Dertil kommer moms og afgifter af privatforbruget med det resultat, at man ender med at betale en såkaldt sammensat marginalskat på gennemsnitligt 66 pct.
Vores skattesystem straffer dermed helt almindelige mennesker for at gøre en indsats, herunder både sygeplejersker og sosu-assistenter. I Sverige har den socialdemokratiskledede regering netop besluttet at afskaffe topskatten.
I samme ombæring bør vi reformere kapitalindkomstbeskatningen, som bl.a. de økonomiske vismænd tidligere har foreslået. En rigtigt gennemført reform vil give iværksættere nemmere adgang til risikovillig kapital.
Et reformprogram kan også omfatte en reform af det dyre beskæftigelsessystem, af SU-systemet og en seniorjobreform, der kan øge arbejdsudbuddet. Vi får brug for mere kvalificeret arbejdskraft de kommende år og med den modvilje, der er hos nogle partier over for udenlandsk arbejdskraft, ja, så må vi jo kigge indad.
Endelig er det nødvendigt, at vi ser på, hvordan vi fremmer den grønne omstilling, og hvordan vi finansierer den. Vi kan ikke lukke øjnene for, at der er en regning, der skal betales på et eller andet tidspunkt.
Opgaven er derfor, at vi i god tid inden sætter os sammen og er åbne om, hvordan vi håndterer klimaudfordringer, og ikke mindst hvordan vi finansierer dem.
Den socialdemokratiske regering synes desværre helt fastlåst. Men hvis vi fra de borgerlig-liberale partier sammen rækker hånden ud med konstruktive reformforslag, kan det være, at også Socialdemokratiet erkender et ansvar for fremtiden. Det skal i hvert fald prøves. Hos Liberal Alliance er vi altid klar.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.