Julen er hjerternes fest, ikke gavernes fest
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Julen er hjerternes fest, siger man. Jeg bliver i tvivl, om det er gavernes fest i stedet. Julen er for mange blevet et spørgsmål om dyre gaver i stedet for hygge og samvær.
Vi har et samfund, der er bygget op på en måde, hvor vores store stat omfavner alle børn med gaver. En stat, der forsørger os med børnepenge, børnechecks og så videre. En stat, der giver enlige mødre på kontanthjælp med to børn 18.300 kroner månedligt. For den sum penge er der rig mulighed for at spare sammen til en lille gave og julemad på bordet.
Derfor blev jeg forundret, da jeg på tv hørte en enlig forsørger fortælle om hendes jul uden penge. Sønnen kommenterede, at det var en god jul sidste år, da familien havde fået julestøtte. Julestøtten resulterede i, at familien kunne give ham den computer, han havde ønsket sig. Det var en god gave, der kunne sammenlignes med kammeraternes.
Jeg mener, der er noget grundlæggende forkert i at måle julegaver i pris. Hvis man bliver ved med at måle materielle goder og gaver i forhold til andre, vil man altid mangle noget. Julen er i stigende grad begyndt at handle om materielle goder frem for nærvær.
Så mit opråb til alle angående gaveklynkeri er, at det ikke er gaver, der gør julen god. Samvær og kærlighed er den bedste gave, man kan give sit barn – og så er det endda gratis.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.