Jalvings misforståelser om mission og forfulgte kristne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som det fremgår af artiklen ”Den ydre mission er væk. Nu missioneres der politik på de indre linjer” i JP 24/11, har Mikael Jalving læst Daniel Henschens nye bog ”Da danskerne ville omvende verden”, der især beskriver dansk mission i kolonitiden.

Jalving er optaget af kolonitidens missionsoptimisme og den kolossale ekspansion, og at »der blev anvendt militære begreber som ”Belejringens tid”, ”De første sejre” og Fremrykningen”«. Men »i dag er denne mission pist borte«, og det har Jalving ret i, for kolonitiden er forbi. Kirkens mission må altid præges af den kontekst, som den foregår i, og derfor tager mission sig anderledes ud i 2019 end i 1890. Det vil enhver med et godt kendskab til mission vide. Danske missionsselskaber er fortsat engageret i ”ydre mission” rundt om i verden, men den drivende kraft i missionsbevægelsen i Afrika og Asien i disse år er de kirker, som bl.a. danske missionsselskaber har været med til at grundlægge, og som stadig støttes af danske missionsselskaber. Også i Danmark er folkekirken i gang med at dele evangeliet med mennesker uden for kirken, som det fremgår af beretningerne om drop-in-dåb og om dåb af mange hundrede nydanskere, især med muslimsk baggrund.

Og så fortsætter Jalving med at skrive, at: »Nu er det politik, der prædikes, altid noget med ja tak til flere flygtninge og ned med racisterne! Således blev den ydre mission afløst af en indre mission i den danske folkekirke. I stedet for at rejse ud og erobre sjæle, bifalder kirken nu, at hele verden kommer til os …«

Jeg ved ikke, hvad det er for kirker, Jalving går til gudstjeneste i, siden han kan drage en sådan konklusion om prædikenen i folkekirken. I de kirker, som jeg gennem år og dag har været til gudstjeneste i, er det ikke politik, der er blevet forkyndt, men evangeliet, og så er det sandt, at evangeliet – som danmarkshistorien vidner om – naturligvis har etiske konsekvenser og konsekvenser for den måde, vi indretter samfundet på. I den forstand er der naturligvis en forbindelse mellem evangeliet og politik via etikken. F.eks. når vi i evangeliet hører, at vi alle er skabt i Guds billede, både mand og kvinde, og at vi derfor i Guds øjne er lige, så henter vi naturligvis inspiration til en politisk stillingtagen til spørgsmålet om lighed mellem mænd og kvinder ud fra evangeliets forkyndelse. Jesu ord om vort særlige ansvar for at hjælpe de sultne, de tørstende og de fremmede har præster da også relateret til spørgsmålet om verdens flygtninge, men jeg har endnu ikke hørt, nogen i folkekirken, der »bifalder, at hele verden kommer til os«.

Jalving skriver endvidere, at »folkekirken [har] da også for længst opgivet de kristne i Mellemøsten. De fjerne kristne siger dem ikke noget, desuden er tiderne skiftet til lokal tid: Protesterer man mod den udbredte forfølgelse af kristne, hvor kristendommen historisk set opstod, går man i ledtog med danske racister, og det ville være direkte ukristeligt«.

Nu præsenterer Jalving sig som historiker, og derfor er det særligt problematisk, at hans kendskab til den historiske virkelighed på dette område er så begrænset, at han føler sig foranlediget til at fremsætte disse ubeføjede påstande. Mellemkirkeligt Råd har i efterhånden mange år haft et fokusområde ”Trosfrihed – forfulgte kristne”. Mange kirker holder forbønsgudstjenester for forfulgte kristne. Nogle menigheder har etableret venskabsforbindelse med kristne menigheder i Mellemøsten. Der er foretaget besøgsrejser til kristne i Mellemøsten. Der er afholdt høringer i folkekirkeligt regi om forfulgte kristne. Mange præster og lægfolk i folkekirken har skrevet artikler og læserbreve om spørgsmålet, og der er etableret kontakt til politikere og embedsmænd om dette spørgsmål. Det, Jalving skriver, er faktuelt forkert!

Men kan der ikke i folkekirken gøres mere, når det gælder mission og omsorg for forfulgte kristne? Jo, det kan der bestemt. Men folkekirken – det er alle os, der er medlemmer. Så Jalving, se at komme i gang med at gøre din del!

Det er meget glædeligt, at Jalving er optaget af mission og forfulgte kristne. Det er vi heldigvis mange i folkekirken, der er. Men det ville gavne både missionen og de forfulgte kristne, hvis samtalen om disse vigtige emner kunne foregå på et mere oplyst grundlag og i en mere saglig tone.