Hvorfor er der ikke nogen, der opponerer? Der findes kun to køn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Allerede for ca. 15 år siden mødte jeg på en konference i Tyskland påstanden om, at der på europæisk plan fandtes en lobby, der arbejdede for at fremme en ideologi om gender mainstream, d.v.s. en ideologi om, at køn er en social konstruktion og ikke biologisk bestemt.

Hvorvidt en sådan lobby findes, ved jeg ikke, men jeg må konstatere, at definitionen af køn er under voldsom forandring, og selv om mange indtil for nylig trak på smilebåndet over svenskernes ”hen”, er vi nu i Danmark ved at overhale svenskerne med fuld fart.

De seneste dage har der været beretninger i pressen om skoler og efterskoler, der ændrer i rammer, undervisning og sprog for at tilpasse sig ”den nye virkelighed”, hvor en del børn og unge sætter spørgsmålstegn ved, hvilket køn de er.

Lad det være sagt med det samme: Jeg holder fast i, at der kun er to køn. Spørgsmålet er så, om et sådant synspunkt også kan rummes, i betragtning af at det forlanges, at jeg skal kunne rumme synspunkter om talrige køn.

Én ting undrer mig utroligt meget: I en tid hvor vi hylder forskningsmæssigt grundlag, evidens og videnskabeligt belæg, hvorfor er der så stort set ingen, der anfægter argumenterne om, at der findes flere køn?

Har den politiske korrekthed vundet så stor en sejr, at ingen forskere, myndighedspersoner eller andre tør at holde fast i en biologisk kønsdefinition? Fordi man så skal stå på mål for en shitstorm eller risikere fyring, fordi man krænker nogen?

Lige nu defineres køn tilsyneladende af, hvad man føler eller identificerer/ikke identificerer sig som. Man må sige, at følelsernes status afhænger meget af, hvad der diskuteres. At man føler sig som dansker, efter at man som ikke-etnisk dansker har boet talrige år i Danmark og er 100 pct. integreret, det tæller ikke.

Men at man føler sig som et andet køn end det, man biologisk er født som, det tages særdeles seriøst, og alle omgivelser skal indrettes efter det. Det, at skoler, børnehaver, sundhedsvæsen, fritidstilbud og andre tilsyneladende ukritisk indretter sig efter en ny måde at definere køn på, anser jeg for at kunne vise sig at være et kæmpe svigt af de unge, der kæmper med deres køn. Voksne tør tilsyneladende ikke længere sætte grænser.

Jeg underkender ikke, at de pågældende børn og unge kæmper med noget, der handler om deres køn, men uden videre at acceptere, at så må der være flere køn end to, eller at køn er et spørgsmål om følelser, mener jeg er en afvej.

Der er behov for en grundlæggende undersøgelse af årsager bag og af, hvad alt dette dybest set handler om. Jeg vil mene, at man er i gang med et kæmpe socialt eksperiment uden at vide, hvad konsekvenserne vil være.

Jeg stiller mig skeptisk over for, at psykologer har redskaberne og analyseapparatet til at finde ud af, om der er grundlag for, at de pågældende børn og unge skal have lov til at skifte køn på det offentliges regning. Og jeg vægrer mig ved, at det i forvejen betrængte sundhedsvæsen nu skal bruge mange ressourcer på at udføre diverse former for kønsændringer.

Hvis man fortsat ukritisk lader en gender mainstream-ideologi brede sig, kan det få kolossale konsekvenser for familiestrukturer, undervisning, sundhedsvæsen, idrætsverdenen, statistik og alle mulige andre områder.

Lad os stoppe op, medens tid er. Lad os finde ud af, hvad der ligger bag, at en del børn og unge kæmper med deres kønsidentitet og give dem den rette hjælp. Og så efterlyser jeg mennesker, der siger stop og holder fast på, at der findes to køn: mænd og kvinder.