Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Der blev bestilt uvildige undersøgelser, men lige så forudsigeligt kunne ingen drages til ansvar

Ministeren gjorde ellers meget ud af, at der skulle placeres et ansvar i Britta-sagen.

Artiklens øverste billede
Straffesagen mod Britta Nielsen begynder torsdag. Arkivfoto: Phill Magakoe/Ritzau Scanpix

Torsdag begynder straffesagen mod Britta Nielsen, der er hovedpersonen i en af Danmarks mest omtalte korruptionssager. Lige så spektakulær jagten på Britta Nielsen var sidste efterår, og lige så kulørte sagens detaljer er med safari og diamanter, lige så banal er den.

Det er korruption i sin reneste form. Misbrug af betroet magt til egen vinding. Præcis den type korruption, som Frederik VI og Christian VIII ryddede op i i 1800-tallet. En oprydning i den danske embedsstand, som har dannet grundlaget for, at Danmark år efter år kan indtage topplaceringer i Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande.

Forargelsen var stor. Med rette. Det handlede om misbrug af tillid. Og misbrug af midler, der skulle komme nogle af de svageste medborgere til gavn: satspuljen.

En af de smertelige erkendelser i Britta-sagen er jo, at den ikke burde komme som en overraskelse. Socialministeriet havde gentagne gange fået kritik af Rigsrevisionen for sit system og sin kontrol.

Der var naturligvis behov for at vise politisk handling. Og sagen har ført til et opgør med satspuljen, og den måde pengene blev forvaltet på. Og der er strammet op på procedurer. Så langt, så godt. Men to ting vil vi gerne stille skarpt på:

Den ene er den politiske reaktion. Daværende socialminister Mai Mercado (K) kaldte det »gement tyveri«. Lad os skærpe den: Det er korruption. Og bagmandspolitiet har da også efterfølgende understreget alvoren ved at gå efter den hårdest mulige straf ved at bringe straffelovens § 88 i anvendelse, der handler om økonomisk kriminalitet under særdeles skærpende omstændigheder.

Og det er det, når man misbruger den tillid, samfundet har vist én, til at bedrage fællesskabets kasse til egen vinding.

Den anden ting er ansvar. På det første pressemøde gjorde ministeren meget ud af, at der skulle placeres et ansvar. Helt forudsigeligt. Og godt. Der blev bestilt uvildige undersøgelser hos både Kammeradvokaten og PwC. Men lige så forudsigeligt kom begge rapporter frem til, at der ikke var grundlag for at gøre et ansvar gældende. Og så kan vi jo ikke komme videre eller hvad?

Det er korruption i sin reneste form. Misbrug af betroet magt til egen vinding.

Her står vi ved et svært dilemma. Bag enhver menneskelig fejl gemmer der sig en systemfejl.

I et retssamfund er der retsgarantier. Sådan skal det være. Det betyder, at ikke alle kan straffes, men derfor kan der jo godt være ansvarlige. I vores iver efter at finde noget at straffe overser vi ofte dem, der kunne og burde have handlet anderledes. Tænk, hvad vi kunne lære, hvis vi var mere optaget af at finde fejlen end den skyldige. Men er vi klar til at acceptere det?

En af de smertelige erkendelser i Britta-sagen er jo, at den ikke burde komme som en overraskelse. Socialministeriet havde gentagne gange fået kritik af Rigsrevisionen for sit system og sin kontrol.

Det kan virke stødende, at man bare kan sidde Rigsrevisionens anmærkninger overhørig, uden det får konsekvens. For hvad er det så værd? Lidt på samme måde som, at Rigsrevisionen sidste år ikke kunne anbefale at lukke statsregnskabet på Skatteministeriets område. Ingen politisk konsekvens for den siddende skatteminister.

Vi har ingen interesse i at jagte enkeltpersoner eller bringe sonofre på skafottet. Men vi har heller ingen interesse i, at det værktøj, der så er tilbage i den politiske værktøjskasse, er mere kontrol, mere bureaukrati. At leve i et land, hvor kontrollen og dobbeltkontrollen er så massiv, at en sag som Britta-sagen aldrig ville kunne forekomme, er næsten ikke til at bære.

Det, der skal bære os igennem, er tillid. Men til tillid hører også ansvar. Og at der er nogen, der tager ansvaret. Og at ansvaret indimellem har konsekvens.

Hvis man skal prøve at sætte sig i Brittas sted. Hvad ville hun angre mest, hvis hun dømmes og skal sidde flere år i fængsel: at hun tog noget fra nogen, hun aldrig har set, eller at hun har ansvaret for, at en eller af flere af hendes kolleger, som stolede på hende, mistede deres job? Det er også i den nære relation, at tillidssamfundet skal stå sin prøve. Tilliden bygger jo på, at de ansvarlige ledere gennemfører et ledelsestilsyn. At de siger fra, når ressourcerne ikke er til at gennemføre den ordentlige sagsbehandling, som kræves for at følge op på Rigsrevisionen.

Men vi ved jo også godt, at det ikke er den slags rugbrødssagsbehandling, der er karrierefremmende. Det er dem, der shiner med alle de gode projekter, der giver likes på Linkedin, taletid på de store konferencer, projekter, som den til enhver tid siddende minister kan sole sig i.

Det er den kulturændring, vi bør diskutere; hellere end alle de spektakulære detaljer fra den retssag, der starter nu. Dem kan vi tids nok forholde os til, når Britta-sagen bliver en prisvindende tv-serie på DR, eller når Britta om nogle år udgiver sine erindringer på et forlag, for på den måde at tjene nogle af de tabte penge tilbage.

Men nu – mens vi venter på dommen – har vi mere brug for fokus på ordentlighed, grundighed og ansvarlighed som centrale dyder.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.