Er forskerordningen virkelig så fantastisk, som politikere og industripaver påstår?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan ikke sige andet, end at forskerordningen har båret frugt. En yderst lukrativ skatterabat, der kombineret med virksomheders villighed til at tilbyde attraktive lønninger til ikkedanskere, har fået antallet af højtlønnede udlændinge i Danmark til at stige år efter år.

Og det er dejligt for den del af erhvervslivet, der hungrer så gevaldigt efter de dygtige udlændinge.

Men er forskerordningen virkelig helt så fantastisk for landet, som politikere og visse industripaver påstår?

Det er den naturligvis for de begunstigede. Dvs. alle dem, der er tildelt det omtalte skatteprivilegium og kan nøjes med at betale halvt så meget skat som deres kollegaer. De skal blot opfylde kravet om en årsindkomst på mindst 800.000 kr., hvorfor det er blevet ganske almindeligt for en del virksomheder at definere denne grænse som en uofficiel minimumsløn for udlændinge. Men kun for udlændinge naturligvis. Danskere er sjældent lige så attraktive, så dem behøver man ikke betale så meget for, heller ikke selvom de skulle udføre samme slags arbejde og have samme uddannelse som deres udenlandske modstykker. Og festen for de begunstigede stopper i øvrigt ikke her. Det er nemlig også kutyme for firmaer at betale bolig og andre fornødenheder oveni lønnen for ikkedanskere.

Så det er ganske rart at besidde efterspurgte kvalifikationer i Danmark. Så længe man altså ikke har dansk pas.

Og det kan nok undre nogle, hvorfor visse virksomheder i det hele taget ønsker at betale så meget for deres udlændinge. I nogle tilfælde er det sikkert berettiget, i andre er der nok nærmere tale om katten i sækken.

Af en eller anden grund har mange den opfattelse, at en person med udenlandsk baggrund nødvendigvis må være dygtigere og mere erfaren end sit danske sidestykke. Uddannelse og arbejdserfaring i udlandet imponerer simpelthen i langt højere grad end det tilsvarende erhvervet inden for landets grænser. Edinburgh, Mumbay og Austin, det batter på cv’et. Odense, Aalborg og København not so much. En del af årsagen hertil er, at de fleste virksomheder stræber efter at smykke sig selv med et image af at være internationalt og kulturelt mangfoldige. Det er trendy at have diversitet stående øverst på listen over virksomhedens kerneværdier.

Og det kan godt ærgre alle de veluddannede danskere, der enten er arbejdsløse eller residerer i en stilling, der er langt under deres kvalifikationsniveau, fordi de ikke kunne få den stilling, de gerne ville have haft, og som gik til en udlænding.

Ligeledes kan det ærgre det danske erhvervsliv selv, når en del danskere vælger at se den store løndifference mellem danskere og udlændinge som en demotiverende faktor og samtidig indser, at hvis de gerne vil aflønnes efter målt evne og indsats og ikke diskrimineres i skatteprocent på baggrund af nationalitet, må de takke au revoir til det danske arbejdsliv. Effekten heraf er naturligvis, at det danske erhvervsliv dermed får endnu mere brug for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft for at erstatte de danskere, der har været kloge nok til at pakke kufferten.

Sidst, men ikke mindst kan det ærgre de danskere, der gerne vil bo i de større byer, men ikke har råd, fordi flere og flere udlændinge indtager det prisophedede ejer- og lejeboligmarked, hvorved priserne presses yderligere i vejret.

Og set fra sidelinjen kan man nok studse over, hvorfor løn og skatteprocent i Danmark afgøres af nationalitet frem for kvalifikationer og arbejdsindsats. Udlændinge, der bor og arbejder i landet, har ret til det danske sundheds- og skolevæsen, børneydelser fra det offentlige osv. Så burde det ikke med en vis rimelighed forventes, at industrien så også benchmarker deres løn med danskernes inden for samme branche, og at de tillægges samme skatteprocent som den øvrige arbejdende befolkning?