Regeringens opgør med kontanthjælpsloftet er klart en lempelse af udlændingepolitikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Under valgkampen gentog Mette Frederiksen gang på gang, at en socialdemokratisk regering ikke ville lempe udlændingepolitikken, herunder at ydelser til udlændinge ikke ville blive sat op.

Men den politiske sæson er knap gået i gang, før regeringen som noget af det første hæver ydelserne til blandt andre arbejdsløse indvandrere. Det er blot første bølge i regeringens opgør med kontanthjælpsloftet – og det er den helt forkerte vej at gå.

Da Venstre overtog regeringsmagten i 2015, var forskellen på at være i arbejde frem for at være på kontanthjælp urimelig lille. Derfor indførte vi kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og integrationsydelsen, så der i dag er en markant større gevinst ved at tage et arbejde. Det er både rimeligt og fornuftigt.

Venstre har sikret et balanceret ydelsesniveau, som holder hånden under dem, der falder ud af arbejdsmarkedet i en periode, men som også motiverer til hurtigt at komme tilbage i arbejde. Sådan bør det i Venstres optik altid være, for ydelsesniveauet gør en forskel – både i forhold til at søge et arbejde og i forhold til at fastholde det.

Med kontanthjælpsloftet har en enlig forsøger med to børn 18.300 kr. efter skat om måneden i samlede offentlige ydelser. For et ægtepar med to børn er beløbet 24.100 kr.

Det er et niveau, som vi godt kan være bekendt – og det er tal, som er vigtige at tage udgangspunkt i, når venstrefløjen kaster om sig med anklager mod den tidligere regering.

Vi er alle enige om, at vi skal gøre vores absolut bedste for at hjælpe de børnefamilier, hvor mor og far ikke går på arbejde. Men det bedste, vi kan gøre, er at hjælpe mor og far hurtigt tilbage i job. Det gør vi ikke ved at sætte ydelserne op.

Tværtimod viser Beskæftigelsesministeriets egen beregning, at op mod en fjerdedel af de penge, der er afsat til at hæve ydelserne, vil gå til at dække det hul i statskassen, der opstår, fordi flere penge i hånden forlænger ledighedsperioden.

Uanset hvor meget regeringen og dens støttepartier forsøger at tale sig uden om det, handler dette i høj grad om udlændingepolitik og integration.

Omkring en tredjedel af det samlede antal personer i kontanthjælpssystemet er ikkevestlige indvandrere. Kigger vi på kontanthjælpspar – hvor både mor og far er på kontanthjælp – er tallet helt oppe på 85 pct.

Og som Jyllands-Posten forleden kunne dokumentere på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriet, har 63 pct. af modtagerne af det nye ekstra børnetilskud ikkevestlig baggrund. Det sætter en fed streg under, hvor vi har den største udfordring.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få flere ikkevestlige indvandrere i beskæftigelse. Og derfor er det bekymrende, når S-regeringen og dens støttepartier hæver ydelserne, for så bliver det selvsagt mindre attraktivt at søge et arbejde.

Det kommer efter en årrække, hvor vi i Venstre har stået i spidsen for en retning, hvor vi har taget store skridt på integrationsområdet.

Selv om vi stadig har store udfordringer – særligt i forhold til at få ikkevestlige kvinder med – skete der en eksplosiv stigning i antallet af flygtninge og efterkommere til flygtninge, der kommer i arbejde, mens Venstre havde regeringsmagten.

Det blev tilfældet, fordi vi tog skeen i den anden hånd, så vi nu møder flygtninge og indvandrere med klare krav. Og fordi vi har skruet på ydelserne, så der er et klart incitament til at komme i arbejde. Det fremskridt risikerer regeringen og støttepartierne nu at sætte over styr.