Der er hårdt brug for en genrejsning af handicapområdet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Medierne har udstillet konsekvenserne af de besparelser på handicapområdet, som et flertal i socialudvalget i Københavns Kommune har besluttet. Kommunen kalder det for nye kvalitetsstandarder på handicapområdet – og de nye kvalitetsstandarder rammer mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende meget hårdt.

Blandt andet betyder de nemlig, at beboere tvangsflyttes fra deres bosted gennem mange år. At der bliver skåret ned på den pædagogiske ledsagelse, så beboerne ikke længere kan komme på ferie, og at deres muligheder for aktiviteter ude af huset bliver skåret kraftigt ned. Konsekvensen er, at mennesker med handicap får et mindre værdigt og selvstændigt liv.

Desværre er København langtfra den eneste kommune, hvor der bliver sparet markant på handicapområdet. Det oplever vi i mange kommuner rundt om i landet. Igennem de seneste mange år er handicapområdet blevet politisk nedprioritet, og kommunernes forvaltning af serviceloven har med rette været genstand for stor kritik.

Alt for ofte oplever vores medlemmer i handicaporganisationerne, at det er en kamp at få den rette hjælp og støtte. Af samme årsag så vi i valgkampen, at mange med handicap og deres pårørende råbte op i græsrodskampagnen #Enmillionstemmer på de sociale medier. Faktisk blev der råbt så højt fra ikke mindst fra de mange tusinde pårørende til mennesker med handicap, at landets folketingskandidater og partier ikke kunne overhøre det. I valgkampen så vi derfor også gode handicapudspil fra flere partier.

Socialminister Astrid Krag har reageret på de københavnske besparelser ved at love bedre rammer for kommunernes økonomi. Den udmelding fortjener ros. Kommunerne har i stigende grad nogle demografiske udfordringer, blandt andet med et stigende antal borgere med handicap, der har brug for hjælp fra deres kommuner.

Ansvaret ligger selvfølgelig også hos den enkelte kommune, der ikke må kunne leve med så massive forringelser på handicapområdet, som vi senest har set i Københavns Kommune. Historierne i medierne er alle triste eksempler på, hvorfor der fortsat er brug for at blive råbt højt. Der er nemlig hårdt brug for en faglig og økonomisk genrejsning af hele handicapområdet.