Selvfølgelig kan Højskolesangbogen rumme sange af muslimer og om deres højtider

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om den potientielle optagelse af sangen ”Ramadan i København” i Højskolesangbogen har været en forstemmende affære. For hvis ikke der på højskolerne er plads til kulturmødet, også i poetisk form, hvor er der så – og hvad er så overhovedet højskolens formål?

Sangen er dog langt fra det ultimative knæfald for ”multi-kulti”-verdenen, som dens kritikere har forsøgt at fremstille den som, skrevet som den er af muslimen Isam Bachiri med flere. For trods påstand herom er det ikke nyt, at der er divergerende religiøse opfattelser repræsenteret i Højskolesangbogen.

I hvert fald har ateistiske livssyn hos eksempelvis Johannes V. Jensen og Poul Henningsen sat sit præg på mange udgaver af bogen. Det gælder f.eks. sidstnævntes tekst til ”I dit korte liv”, hvori troen blandt andet får dette grundskud: »Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift.«

Derfor er ”Ramadan i København” ikke udtryk for et særstandpunkt, der skulle være uforeneligt med det almengyldighedskriterium, som nogle hævder skulle gælde for Højskolesangbogens sange. For når de ateistiske sange ikke bliver problematiseret, hvorfor skulle en muslimsk sang dog så blive det?

Sangen er selvfølgelig ikke relevant for alle bogens brugere: At fejre ramadan er ikke en erfaring, vi alle deler. Men forventningens glæde i forbindelse med en højtid – og det at samles med slægt og venner om fejringer og ritualer – har dog stor almen gyldighed.

Og i øvrigt: Mange andre sange i Højskolesangbogen er heller ikke lige relevante for alle – og skal heller ikke være det. Bogens almengyldighedskriterium er i bedste fald både abstrakt og flertydigt.

Derfor er problemet slet ikke ”Ramadan i København”, men snarere den mastodontiske integrationsskepsis blandt visse højreorienterede debattører og politikere, hvor ”det muslimske” konstant bliver udgrænset som noget, der er uforeneligt med såkaldte danske værdier.

Disse skeptikere har gennem årtier fokuseret så ensidigt på danske muslimers kollektive mangel på engagement i danske værdifællesskaber, at hver gang det sker, sætter de alle sejl ind på at få spoleret det gode initiativ.

Ingen sag er for lille, heller ikke noget så harmløst som en sang, der i tilfælde af optagelse blot bliver én ud af omkring 600 sange og salmer i den nye udgave af bogen.

Her i avisen har kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) kritiseret, at man vil optage ”Ramadan i København” udelukkende på grund af dens muslimske tekstindhold, uden at se nærmere på dens sanglige kvaliteter.

Vi har nu tillid til, at udvalget bag Højskolesangbogen først og fremmest forholder sig til både kvalitet og fællessangsegnethed, før det beslutter, om sangen skal optages i bogen. I modsat fald ville udvalget lægge sig ud med sine grundprincipper.

Som modargument mod sangens optagelse har Ahrendtsen endvidere hævdet, at nye sange normalt kommer ind i bogen, fordi de i forvejen bliver sunget af danskerne. Men han overser, at det længe har været gældende praksis for Højskolesangbogen at medtage helt nye sange, ofte skrevet til lejligheden.

I stedet for at nedgøre sangbogens bestræbelse på at favne bredt blandt landets befolkningstrupper bør det derfor overvejes, hvorvidt sangbogen i højere grad end nu kan inddrage livsverdener uden for majoritetssamfundets erfaringshorisont.

For det vil styrke den kommende udgaves karakter af at være nutidig, hvis den kan bibringe mere indsigt om verdenen uden for mainstreamkulturen.