Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Giv os en chance for at følge med i Bruxelles

Kristoffer Uldahlstatskundskabsstud., København S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For en uge siden stod jeg som valgtilforordnet til Europa-Parlamentsvalget på et valgsted i Sydhavnskvarteret i København. Om morgenen var forventningerne til valgdeltagelsen ikke høje. Men stemningen løftede sig i løbet af dagen, som vi oplevede, at flere vælgere end nogensinde tidligere strømmede til stemmeurnerne.

Landet over mødte 66 pct. af danskere op for at være med til at sætte en retning for den politik, der skal føres i Europa. Mit håb er nu, at europæisk politik ikke begraves de næste fem år, indtil danskerne igen kan tage stilling til, hvem der skal repræsentere dem i Bruxelles.

Mange føler, at EU er langt væk, og at vi danskere ikke har meget at skulle have sagt ”dernede” i Bruxelles eller Strasbourg. Det kan jeg godt forstå. For mellem valg får Europa-Parlamentet og de danske parlamentsmedlemmer ikke synderlig opmærksomhed i de danske aviser og tv-nyheder.

Den manglende dækning af europæisk politik betyder desværre, at EU-regulering ofte opleves som noget, der kommende dumpende ned fra et EU-bureaukrati og ikke som et resultat af politiske forhandlinger, hvor danske politikere også har gjort deres stemme gyldig. Når de danske mediers dækning af EU reduceres til lakridspibeforbud og grænseværdier for kanel, kan det være svært at se mening i EU. Vi kan hurtigt glemme, at EU også tager sig af vigtige emner som klima, skat og migration. Interessen for europæisk politik og opbakningen til EU kan derfor hurtigt forsvinde igen, hvis ikke de danske medier dækker de politiske uenigheder i EU.

Jeg håber derfor, at de danske medier og de nyvalgte parlamentsmedlemmer tager den høje valgdeltagelse som en opfordring til at gøre mere for, at de politiske diskussioner i Europa-Parlamentet når hjem til danskerne. Den høje valgdeltagelse viste, at danskerne gerne vil have indflydelse på EU-politik. Derfor synes jeg også, at vi har krav på nyhedsmedier og politikere, der løbende vil fortælle os om de politiske diskussioner, der foregår i Europa-Parlamentet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.