Det er tid til borgerlig selvransagelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ud fra en overfladisk betragtning kan den borgerlige regerings valgnederlag være vanskelig at forstå: Der er lav ledighed, vækst og sunde offentlige finanser. Siddende statsministre plejer derudover at være svære at skifte ud, hvis ikke de går af af sig selv. Alligevel endte valget med nederlag.

I Michael Jannerup og Esben Schjørrings “Værdikæmperne” skriver de, at da Fogh-regeringen kom til magten i 2001, skete det med en markant nedtoning af borgerlig økonomisk politik til fordel for værdikrig gennem kulturkamp, udlændingepolitik og aktivistisk udenrigspolitik. En strategi, der var læren af Venstres nederlag ved valget i 1998 på et klassisk borgerligt valgoplæg om udfasning af dagpenge, mere personligt ansvar mv.

Under den netop afsluttede valgkamp stod det hurtigt klart, at vi hverken fik værdikrig eller et økonomisk borgerligt valgoplæg. Den økonomiske politik bestod i at overtrumfe socialdemokraternes velfærdsløfter, mens det tilbageværende ben i værdikrigen, udlændingepolitiken, blev undermineret af Nye Borgerlige og Stram Kurs, der overhalede regeringen højre om og efterlod regeringen og Dansk Folkeparti i en uvant moderat, defensiv position.

Tilbage stod blot en sundhedsreform, der skulle tiltrække vælgerne med en reform af den styring af sundhedsvæsnet, man selv havde skabt med strukturreformen. Her må selv dedikerede djøf-vælgere have gabt kæberne af led over udsigten til at diskutere noget så teknokratisk.

Det ligger hinsides undertegnedes fatteevne, at man ikke i god tid op til valget opdyrkede andre værdipolitiske agre, der kunne supplere den fortærskede udlændingepolitiske trumf. Helt oplagt var det at bruge uddannelsespolitikken. Uddannelsesdebatten har længe været præget af et stadig mere snævert fokus på erhvervsrettede kompetencer, fremdriftsreformer, central læringsmålstyring og tests mv.

Traditionelle dannelsesfag som historie, kristendom, musik og billedkunst er gennemgående blevet nedprioriteret. Undervisningsminister Merete Riisager (LA), sekunderet af Henrik Dahl (LA), har imidlertid været dannelsesmæssige lys i et instrumentelt mørke, hvor de med ikke uvæsentlig succes har kæmpet for, at uddannelse er mere end blot at blive klar til arbejdsmarkedet.

Man efterlades dog med indtrykket af, at de har kæmpet alene snarere end sammen med den resterende disruptiondyrkende regering. Hvilket nok også er forklaringen på, at det ikke blev et tema i valgkampen.

Det kunne passende blive del af en borgerlig selvransagelse, hvis ikke vandringen i mørket som opposition skal blive af mere permanent art. Bertel Haarder tog allerede forskud på den borgerlige selvransagelse i et interview i Berlingske den 31. marts, hvor han med udgangspunkt i bl.a. hvidvaskningssagen i Danske Bank talte om en moralsk krise i samfundet:

»Jeg er ked af, hvis det at være liberal kun bliver forbundet med at tænke på penge og profitmaksimering for aktionærer. For så har vi ikke nogen stor fremtid.«

Og videre:

»Jeg er folkeligt liberal. Jeg er ikke liberalist. Derfor synes jeg også, det har været ærgerligt, når man fra visse sider har glemt samfundsmoralen og glemt, at markedsøkonomien kun er interessant, hvis den skaber glæde og velfærd.«

Haarder efterlyste moral. Måske endda noget så gammeldags som samfundssind. Det er nemlig ikke nok, hvis vi har fået sat iværksætteri på skemaet i folkeskolen, klistret uddannelsessystemets almendannende fag til i entreprenant bullshit om innovation og karrierelæring og skabt et samfund, hvor folks hedeste drøm er at tage turen gennem den offentligt betalte uddannelse, den offentligt finansierede inkubator og start up-hub, udvikle en innovativ app, sælge den til en amerikansk kapitalfond, tage pengene med i skattely og fyre dem af på champagne og plastikbryster.

Der skal være noget, der modvirker den hyperindividualisering og fragmentering ved at fokusere på det fælles. Her gør alverdens glittede CSR-politikker ingen som helst forskel og forhindrer ingen hvidvasksager, for det er noget, der skal bringes til at vibrere i den enkelte hele vejen gennem uddannelsessystemet og i vores øvrige dannelsesinstitutioner.

De gamle grundtvigianere talte om, at museerne skulle få folk til at elske fædrelandet. Det er måske lige voldsom nok patos i dag, hvor det fine er reduceret til evnen til at dekonstruere alt opbyggeligt og smukt og se dårskaben, det falske og det grimme bag, hvilket har været med til at gøre bl.a humaniora så inderligt irrelevant, at man lige så godt kan smide nogle entreprenante bullshit-fag ind i mikset for at fuldende derouten. Ikke desto mindre er der et behov for, at vores dannelsesinstitutioner viser os det, vi er rundet af, så vi er følelsesmæssigt forbundet hertil.

På uddannelsesområdet havde man en oplagt mulighed for at føre værdikamp, da man allerede har dokumenterede resultater gennem Merete Riisagers arbejde som undervisningsminister. Det gjorde man ikke. Tiden i opposition kunne passende bruges til at formulere et skarpt svar på, hvordan man skaber samfundssind.

Et lille hint herfra: Det handler ikke om disruption eller om at sætte innovation på skoleskemaet.