Vi har været igennem en overfladisk, mediedreven, mangelfuld og uforudsigelig valgkamp

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den valgkamp, vi har været igennem, kom aldrig til at handle om nogle få emner, som politikerne kunne diskutere grundigt. I stedet sprang den fra det ene emne til det andet, uden at der blev gået i dybden med noget af dem. Jeg vil derfor give Altingets politiske kommentator Erik Holstein ret i, at den har været »fragmenteret og uden stor politisk substans«. Det er det første karakteristiske træk ved den netop overståede valgkamp. Jeg vil nævne fire andre.

For det andet var den i høj grad drevet af begivenheder, der kun indirekte havde noget med selve valget af gøre, f.eks. Greta Thunbergs besøg i København og TV 2’s gyserprogram om svigtede institutionsbørn i København. Men de var som vand på valgets møllehjul og medvirkede til, at dreje valgkampen væk fra de emner, som både politikere og eksperter havde troet, den skulle handle om: pension og ny sundhedsstruktur. I stedet kom det til at dreje sig om klima og børnevelfærd. Slet ikke uvæsentlige emner overhovedet, men man skulle i foråret have læsebriller på for at få øje på de store forskelle partierne imellem. Men måske netop derfor åbnede valgkampen for populistiske udmeldinger: Pludselig blev der kamp om at kræve de største CO₂-reduktioner.

Populisme var altså det tredje træk ved valgkampen. Selvfølgelig også i udlændingepolitikken, men på en uventet måde. Her var der jo i forvejen klare modsætninger, men med Paludan på panelets yderste højrefløj forstod Morten Østergaard (R) at udnytte enhver lejlighed til at få det til at se ud som om, udlændingepolitikken i Stram Kurs blot var en ekstrem udgave af den herskende flygtninge- indvandrerpolitik.

Det fjerde træk var overbudspolitik. Også den havde et populistisk anstrøg. For når klima og velfærd er vælgernes hovedprioriteter, er man jo tonedøv, hvis man skuffer dem. Især midt i en valgkamp, som var så lang, at partierne måtte smide stadig nye oplæg på bordet. Det viste, hvordan ”valgkampspolitik” er i færd med erstatte det daglige politiske fodarbejde, hvor der er tid til omtanke og til at diskutere nye initiativer internt, inden de bliver offentliggjort.

Det femte træk er en mangel på seriøs debat om nogle af de store spørgsmål, vi står med: Hvad vi skal leve af fremover? Hvordan kan vi sikre bedre balance i Danmark? Hvor meget overvågning og digitalisering skal vi som borgere finde os i? Hvordan skal vores arbejdspladser indrettes i takt med den voksende automatisering? Hvordan får vi bugt med den stigende ensomhed? Kan det passe, at sådanne emner ikke interesserer danskerne?

TV 2 havde tilrettelagt sine valgprogrammer med udgangspunkt i spørgsmål, der optager vælgerne. Men var det nu klogt? For man har jo også pligt til at hjælpe vælgerne til at forstå sammenhænge: F.eks. at lønsomme private virksomheder er en forudsætning for velfærd og klimainvesteringer. Når erhvervslivet overhovedet blev nævnt på venstrefløjen (bortset fra S og R), drejede det sig hver gang om bankdirektørers tillidssvigt og erhvervsbossers urimeligt høje lønninger. Det var eksempelvis en rystende oplevelse at overvære SF’s Lisbeth Bech Poulsen forsøge at diskutere erhvervspolitik med LA’s Christina Egelund i DR 2’s ”Deadline” sidste lørdag.

Endelig viste valgkampen sig så uforudsigelig, at adskillige eksperter endte med at æde deres egne ord. Men politisk analyse er jo ikke en eksakt videnskab. Det er nok derfor, programmet ”Besserwisserne” på TV 2 News for mange seere er både et yndlings- og underholdningsprogram. For her er det almindeligt, at panelet får sig et godt grin over alle deres tidligere forudsigelser, som slog fejl.