Europa er på skrump. Europæere udgør kun en lille del af verdens befolkning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Europa-Parlamentet har kørt sin kampagne This time I am voting i stilling. Sammen med en smuk, lille reklamefilm på nettet
opfordrer Europa-Parlamentet – gennem et (ufødt) barns perspektiv – alle til at bruge deres stemme. I lyset af at kun knap 43 pct. stemte sidste gang (2014), er budskabet yderst relevant. Og man kan ikke brokke sig over, at EU ikke gør nok eller regulerer for meget, hvis man end ikke selv gider bevæge sig hen i stemmeboksen og sætte sit kryds. I 2014 var stemmeprocenten i Danmark 56 pct., mens den i f.eks. Slovakiet lå helt nede på 13 pct.. Der er ingen tvivl om, at især de central- og østeuropæiske lande har trukket gennemsnittet ned, siden de blev medlemmer i 2004 (og 2007). Lande, der i forvejen ikke har så stor erfaring med demokratiet, har simpelthen været mindre tilbøjelige til at gå en tur i valglokalet og afgive deres stemme. Men også herhjemme er der tydeligvis plads til forbedring.

Der er heldigvis noget, der tyder på, at 2014 var et lavpunkt, og at det bliver en smule (måske noget) bedre denne gang. Det skyldes flere ting. Dels det simple forhold, at der er gået fem år siden sidst, og at det tager tid at lære demokratiets logikker. Flere og flere europæere forstår efterhånden, at hvordan man sammensætter Europa-Parlamentet, ikke er helt ligegyldigt, og at vi ikke har at gøre med et Mickey Mouse-parlament, som den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher engang kaldte det. Skal der laves politik i EU i dag, er parlamentet således ikke til at komme uden om. Det er parlamentarikerne, der sammen med ministerrådet vedtager stort set al EU-lovgivning og bestemmer, i hvilken retning samarbejdet skal bevæge sig. Hvor Europa går hen, afhænger således ikke kun af, hvem der sidder på ministertaburetterne rundtom i EU-landene, men også hvem vi stemmer på til europaparlamentsvalget. Og det handler om alt fra, hvad vi gør for at bekæmpe CO₂-udledning og beskytte klimaet, til energiomlægning og sikring af den lige og frie (men også regulerede) konkurrence, så alle har de samme vilkår. Hertil kommer, hvordan vi bekæmper plasticforurening og sikrer vores fælles ydre grænser, bekæmper terror etc.

Det faktum, at vi sandsynligvis vil se flere benytte deres stemme denne gang, handler også om, at europæisk politik er blevet mere nærværende, og at mange af de emner, vi debatterer nationalt, i stigende grad er de samme på tværs af grænser. Så selv om vi stadig hører den gamle traver om, at vi ikke har en fælles europæisk offentlighed, så viser undersøgelser fra den uafhængige tænketank European Council for Foreign Relations (ECFR), at det er mange af de samme ting, der optager folk, og at det, der debatteres i de små hjem rundtomkring i Europa, i vid udstrækning er det samme. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke også er mange ret store forskelle, men verden er blevet mindre, og mange af de udfordringer, der skal løses, er de samme, uanset om man bor i Turkü eller Bari.

Hertil kommer så brexit, som nok må siges at være den enkelte faktor, der har haft størst afgørende betydning for europæernes stigende tilslutning til EU. Meget få i de europæiske lande ønsker med andre ord at kaste deres lande ud i et lignende kaos.

Det er også gået op for flere og flere europæere, at vi europæere er nødt til at stå sammen, hvis vi også i de kommende årtier ønsker, at EU skal spille en rolle på verdensscenen i forhold til globale giganter og lande som Kina, USA, Indien og Brasilien. De fleste bliver således overraskede, når jeg i mine foredrag om EU viser en grafik fra FN, der forudser befolkningsudviklingen i verden. Den viser nogle ret uhyggelige tal for, hvor meget EU vil skrumpe i de kommende årtier. Hvor europæerne i 1950 udgjorde 22 pct. af Jordens befolkning og i 2010 11 pct., vil vi i 2050 kun udgøre 8 pct. af verdens befolkning. I 2100 er vi helt nede på 6 pct. Dvs., kun 6 pct. af verdens indbyggere vil være europæere. Det er ganske enkelt ikke sikkert, at det bliver os, som i de kommende årtier vil sætte vores præg på resten af verden, sådan som vi har gjort i århundreder forud. Ikke bare hvad angår handel og økonomi, men også når det kommer til international folkeret, demokrati, menneskerettigheder, regler for handel og senest miljø, forbrugersikkerhed og klima. Moralen her er naturligvis, at hvis vi end ikke kan finde ud af at samarbejde med hinanden internt i Europa, hvordan kan vi så forvente, at det bliver vores og ikke kinesernes regler og normer, der kommer til at dominere verden for vores børn og børnebørn?

Michel Barnier, som er EU’s brexit-chefforhandler, tegnede en lignende dyster forudsigelse i et oplæg om brexit-forhandlingerne på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, den 30. april. Han viste således en oversigt over, hvilke lande der forudses at blive verdens største økonomier i fremtiden. Han viste også, hvor stor en forskel der vil være på, om EU står sammen som én blok eller som individuelle lande. Hvor Storbritannien, Tyskland, Frankrig var en del af G8 i 2016, ville kun Tyskland fortsat være et af verdens otte største og mest indflydelsesrige økonomier i 2050. Både Storbritannien og Frankrig ville været røget ud, og verdens dominerende magter ville i stedet bestå af nr. 1) Kina, 2) USA, 3) Indien, 4) Indonesien, 5) Japan, 6) Brasilien, 7) Tyskland, 8) Mexico. Hvis EU til gengæld optrådte som én samlet aktør, vil vi fortsat i 2050 være den fjerdestærkeste efter Kina, USA og Indien.

Hvad vil det betyde for os som europæere, hvis det pludselig er kineserne, amerikanere og inderne, der svinger dirigentstokken i alt fra verdenshandel til miljø, klimastandarder til demokrati og menneskerettigheder? Det er ikke rart at tænke på, selv om nogen sikkert vil indvende, at måske er det på tide, at europæerne viger pladsen for andre. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan I ser på det, kære læsere, men jeg ser personligt meget gerne, at mine børn, børnebørn og deres børn fortsat skal leve i en verden, der er demokratisk og styret af regler snarere end af magt. Og hvor det er vores europæiske værdier og idéer om alt fra demokrati til forbrugersikkerhed, markedsregulering, miljø og klimabeskyttelse, der i hvert fald udgør idealet for de politiske globale spilleregler.

Det er måske ikke denne frygt for Europas tabte magt, der i øjeblikket giver europæiske vælgere blod på tanden og fremgang i EU-begejstringen, selv om det efter min mening burde gøre det. Europa er mere end nogensinde nødt til at insistere på, at vores idéer om en regelbaseret markedsøkonomi også i fremtiden bør styre verden. Det er på ingen måde sikkert, at det vil lykkedes. Men hvis vi end ikke kæmper for det – og er bevidste om, at det kun har en chance for at lykkes, hvis vi står sammen – er kapløbet på forhånd tabt.