Folkeskolen er blevet et opbevaringssted

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De lange skoledage er katastrofale for både elever og lærere. Eleverne er trætte og uoplagte, mens læreren bliver irriteret og stresset. Elevernes læringsudbytte bliver forsvindende lille, i takt med at lærerenes arbejdsglæde daler. Skoledagen er slet ikke kort nok.

Det er, som om at vi voksne mennesker har glemt, hvordan det er at gå i skole. Det er mig simpelthen en gåde, hvordan vi har bildt os ind, at børn kan koncentrere sig en helt dag – især fordi vi ikke selv er i stand til det. Skoledagen er så frygtelig lang, at man efterhånden kan mistænke folkeskolen for at være et opbevaringssted for unge mennesker, så deres forældre kan passe deres travle hverdag. I det mindste forsøder vi da børnenes opbevaringstid med bevægelse i skoletiden eller den understøttende undervisning.

Er det nu virkelig en sejr?

Nu skal skoledagen forkortes ved at tage tiden fra den understøttende undervisning (UUV), som i sin oprindelighed er tiltænkt læringsaktiviteter, som ligger ud over folkeskolens faste fag. Eleverne har altså mulighed for at beskæftige sig med emner, de selv finder interessante. UUV har givet folkeskolen en vis frihed, som potentielt kan bidrage til elevernes motivation og trivsel, sociale kompetencer og meget mere. UUV er et læringsrum, hvor eleverne kan få hjælp til at indhente nogle af de ting, som de er bagud med. Herunder både lektier, men også sociale og interpersonelle kompetencer. Ved at mindske eller fjerne UUV fra skoleskemaet, skal vi også være bevidste om, at vi forringer lærerenes mulighed for at skabe en fleksibel skoledag.

Folkeskolens fornemmeste opgave er at give unge mennesker lyst til at lære. Utåleligt lange skoledage, hvor eleverne alligevel ikke lærer noget i den sidste time, bidrager ikke med andet end en forringelse heraf. Jeg ønsker mig en kort og virkningsfuld skoledag frem for en lang og uinspirerede skoledag. En skoledag, som giver børn mulighed for at fordybe sig i andet end skolefagene; de skal have mulighed for at komme hjem til familien og ud i foreningslivet, hvor dannelse og læring også kan foregå.

Sociale kompetencer som konflikthåndtering, at forstå og acceptere og kritisk vurdere regler og normer, at føle sig solidarisk med andre eller at samarbejde med andre er blot nogle af de dannelseselementer, som børnene også kan møde andre steder end i folkeskolen. Forenings- og familieliv giver da også mulighed for at udbygge personlige kompetencer som positiv selvopfattelse, at problemløse og udvikle frustrationstolerance eller tage initiativ. Jeg mener, at forestillingen om, at folkeskolen skal varetage alle lærings og dannelsesopgaver hos et ungt menneske er forkert. Derfor bør skoledagen i både indskoling, mellemtrin og udskoling forkortes endnu mere.

Skoledagen skal være kort og effektiv, den skal give lyst til at lære og efterlade et overskud til også at foretage andet efter skoletiden. Det indebærer også, at lærerene udstyres med mere forberedelsestid, for at undervisningen kan leve op til forventningen. Jeg undres over, at man med folkeskolereformen forventede, at læringsudbyttet ville forøges ved at øge elevernes timetal og samtidig mindske lærerens forberedelsestid. Jeg så hellere, at det gik den anden vej. Altså at skoledagen forkortes, og at lærernes forberedelsestid forøges. Folkeskolen skal ikke være et opbevaringssted for unge mennesker, folkeskolen skal være en læringsanstalt med læring og dannelse i centrum.