Ytringsfriheden er rodfæstet i grundloven – ikke i PET

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skurk eller ej, så deler Jakob Scharf fortsat vandene efter byrettens dom i januar.

Ritt Bjerregaard, tidligere MF og minister for Socialdemokratiet, hylder i JP Scharf for åbenhed i hans bog ”Syv år for PET”. Svend Aage Jensby, også tidligere MF og minister for Venstre, harcelerer over Ritt Bjerregaards manglende forståelse for PET’s behov for nuværende og tidligere medarbejderes ubetingede tavshed til alle tider, når det gælder PET’s arbejdsmetoder forleden.

Scharf ser med sin bog ”Syv år for PET” som spildte. Eller er titlen malplaceret? Bogen er selvretfærdiggørende med håb om en pekuniær sidegevinst og tak for sidst til det system, der sparkede ham ud af tjenesten som den løgner, han var, i forbindelse med et planlagt Christiania-besøg af nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard (DF).

En løgn, som forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S) var syltet ind i. Havde Scharf fået det, som han ville, var denne løgn aldrig kommet til offentlighedens og ej heller Ritt Bjerregaards kendskab.

Scharf og Bødskov forsøgte at knægte Pia Kjærsgaards ret til at bevæge og ytre sig frit på Christiania med en løgn om PET’s uformåenhed. Hvis det var sandt, må PET under Scharfs ledelse have været uduelig. Og så ville det have været en god grund til at fyre ham.

Hvis en hemmelig tjeneste kaster håndklædet i ringen, når en politiker har behov for beskyttelse, hvad er den så værd? Logikken er svær at få øje på. Løgn er pr. definition omgærdet af hemmelighed, ellers er der ingen grund til at lyve.

For Scharf og Bødskov var løgnen ikke et problem, men sandheden. Det var et politisk korstog, der skulle hindre Pia Kjærsgaard i at slå politisk mønt af sit Christiania-besøg.

Ritt Bjerregaards omsorg for ytringsfrihed og bekymring over hemmeligholdelse af PET’s arbejdsmetoder er malplaceret i forhold til Scharf.

Men det var ikke første gang, at Scharf førte sig politiserende frem i sin embedsførelse. Det gjorde han også under Muhammed-krisen i 2009, da han krydrede PET’s sikkerhedsmæssige observationer med sine egne politiske vurderinger og anbefalinger, der reelt opfordrede til at begrænse ytringsfriheden.

Det kan aldrig tilkomme en hemmelig tjeneste. Det er alene en politisk opgave at drage politiske konklusioner på baggrund af efterretningstjenestens observationer. Ytringsfriheden er rodfæstet i grundloven – og ikke i PET.

Svend Aage Jensby hæver sig ikke over Ritt Bjerregaard, men sparker sig selv bagi. Igen må man sige, at havde Scharf fået det, som han ville, så ville Jensby heller ikke have fået kendskab til det rådne æble i PET, der forsøgte at hindre Pia Kjærsgaard i sit arbejde. Jensby har trang til dramatik.

Offentligheden ved godt, at PET har vide, men ikke ubegrænsede beføjelser, når det gælder ressourcer, disses anvendelse og teknologi. Kun fantasien sætter grænser. Og med udgangspunkt i Scharfs lidelseshistorie har PET ikke overgået fantasien eller de spektakulære aktioner, som eksempelvis Israels hemmelige tjenester har udført.

Skulle PET’s virkelighed overgå fantasien, er der brugt uhørt meget krudt på en mand, der i et politisk korstog er blevet taget i at fylde myndigheder og offentligheden med løgn.