Den originale scenekunst kvæles af politikernes krav om kommercielt teater

“Hvor er den originale scenekunst blevet af?” Sådan lød overskriften, da Jyllands-Postens teateranmelder Morten Hede markerede nytåret ved at tage pulsen på dansk teater. Samlet set leverede han en ganske sønderlemmende kritik. Ikke mindst i sin konstatering af, at scenerne fyldes med genopsætninger og remedieringer, som ifølge Hede gør scenekunsten »lige så værdiskabende som et coverband«.

Han skildrede, hvordan konkurrencen fra biografen og streaming af kogedyster og dansekonkurrencer er steget, og at »teatrene har accepteret præmissen og er gået i direkte konkurrence med hele underholdningsbranchen«.

Resultatet er »forestillinger, der køber sit publikum billigt«, og dermed »teater, der vil sit publikum, men ikke teater, der vil sit publikum noget«.

Som direktør for en af landsdelsscenerne burde jeg givetvis tage anstød af så hård en kritik. Det burde alle danske scenekunstaktører, kunne man mene. Der er blot ét problem: Hede har fuldkommen ret.

Den originale scenekunst har så afgjort trange kår i disse år, og teatrene oversvømmes ganske rigtigt af kommercielt orienteret scenekunst, fordi teatrene, som Hede udtrykker det, »vil gøre alt for en fyldt sal«. Det altafgørende succesparameter for den danske scenekunst er således ikke af æstetisk, men økonomisk karakter.

Der er dog et problem med Hedes karakteristik: Som man læser hans kommentar, skal den underliggende forklaring på tingenes tilstand først og fremmest findes hos teatrene selv.

Han skildrer en teaterbranche, hvor opfindsomheden og det kunstneriske mod tilsyneladende er blevet frivilligt skrinlagt til fordel for ønsket om at opsætte kommercielle billetbaskere for den økonomiske vindings skyld.

Hede udelader at adressere den kombination af besparelser på kulturområdet og politiske krav om, at teatrene øger egenindtjeningen, som er den reelle forklaring på teatrenes kommercielle drejning.

Det er ikke direktørerne på de offentligt subsidierede teatre, der ønsker at prioritere billetsalget over alle andre parametre. Det er derimod politikerne, som hellere vil belære teatrene om, hvordan man tjener penge end at skabe de bedst mulige forudsætninger for scenekunst, der modsvarer den egentlige motivation for at tilføre kulturlivet offentlige midler.

Det virker åbenlyst, at det ikke er for den økonomiske vindings skyld, at kulturen subsidieres. Der må ganske enkelt være lettere måder at tjene penge på end ved at fordele midler ud over et landsdækkende kludetæppe af store og små kulturinstitutioner.

Ergo må der være noget andet, vi håber at opnå.

Det klassiske svar er, at mødet med kunst og kultur bidrager til borgernes dannelse, til deres forståelse af sig selv, deres medmennesker, verden og livet som helhed. At det gavner såvel det enkelte menneske som det demokratiske samfund i sin helhed at blive revet ud af komfortzonen, så perspektiver udvides, og holdninger udfordres.

Der er aldrig et enkeltstående værk, der kan garanteres at have sådanne effekter på hvem som helst. Men når man subsidierer et vidtfavnende, nyskabende og kunstnerisk kompetent kulturliv, øger man som samfund chancen for, at et flertal af borgerne vil få sådanne kulturelle oplevelser.

Det tydeliggør, hvor problematisk det er, at politikerne gør kulturinstitutionerne til en flok haltende iværksættervirksomheder, der ikke er ret gode til at tjene penge, når det vitterligt ikke er det, de er sat i verden for at gøre.

Skal scenekunsten således have det løft, som Hede efterspørger, er det første skridt at transformere det politiske system, der definerer dens succesparametre. Det er ikke rimeligt at klandre teatrene for at agere på kommercielle præmisser, når det lige præcis er dét, der politisk er afkrævet dem.

Men stillede man i stedet krav om kunstnerisk nytænkning, ville vi få et dansk teaterliv, der eksploderede med originale, udfordrende og intellektuelt stimulerende forestillinger. Forestillinger, der vil sit publikum noget.