Religion og identitetspolitik præger valgkampen i Indonesien – ikke naturkatastrofer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vestjava blev før jul ramt af en tsunami udløst af vulkanen Krakatau. Tsunamien fulgte i kølvandet på en række andre naturkatastrofer, som ramte Indonesien i 2018, herunder jordskælvet på Lombok i august samt jordskælvet og tsunamien på Sulawesi i september. Samlet set blev mindst 4.231 mennesker dræbt af naturkatastrofer sidste år. Hvis man spørger den almindelige indoneser, hviskes indforstået, at Sydhavets dronning er vred. Den sagnomspundne skikkelse kædes ofte sammen med tsunamier og vulkanudbrud, men hvad havets gudinde egentlig er vred over, melder historien ikke noget om. Det kunne dog være myndighedernes håndtering af naturkatastroferne, som i mange henseender har været mangelfuld og utilstrækkelig.

Indonesien går til præsident- og parlamentsvalg den 17. april 2019. Præsidentvalget bliver en “omkamp” mellem den nuværende præsident Joko ”Jokowi”’ Widodo og udfordreren Prabowo Subianto. De to stillede også op mod hinanden i 2014. Man skulle tro, at oppositionen ville angribe regeringen for den kritisable håndtering af naturkatastroferne, men det er overraskende ikke sket. Det hænger formentlig sammen med, at det største oppositionsparti selv har et medansvar på det lokale plan, ligesom begge kandidater har tætte bånd til militæret, som ikke ønsker kritik af indsatsen. Der synes derfor enighed om at nedtone katastrofehåndteringen som tema i valgkampen.

Hvad handler valget så om? For det første religion og identitetspolitik. Indonesien præges i disse år af en islamisk vækkelse, herunder stigende intolerance, som mange forventede ville dominere valgkampen. Det har ikke været så markant som forventet, men emnet præger stadig dagsordenen. Præsident Jokowi, som normalt ikke gør meget ud af sin religion, har været tvunget til at vælge den konservative religiøse lærde Ma’ruf Amin som vicepræsidentkandidat for at beskytte sig mod beskyldninger om ikke at være muslimsk nok. Prabowo, som personligt heller ikke er meget religiøs, har på sin side allieret sig med de mest konservative islamiske partier i parlamentet. Forsøget på at ride på den religiøse bølge har dog indtil videre ikke givet oppositionen det rygstød, som man havde håbet.

I nteressen samler sig i stedet om økonomien. Her har præsident Jokowi gode kort på hånden. Indonesien har oplevet en stabil vækst de senere år, og der føres en fornuftig makroøkonomisk politik. Hertil kommer betydelige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed, som har været Jokowis signaturpolitik, og som nyder betydelig opbakning i befolkningen. Økonomien har dog udvist svaghedstegn på det seneste, og den indonesiske valuta er kommet under pres som følge af de amerikanske renteforhøjelser. Det har oppositionen grebet med kyshånd, men uden at det står klart, hvad den ville have gjort anderledes. Begge kandidater fører en populistisk og nationalistisk økonomisk politik, som kan være svær at skelne fra hinanden.

Hvis man kigger i krystalkuglen, er det i sagens natur vanskeligt at spå om jordskælv og tsunamier. Forhåbentligt slipper Indonesien for større naturkatastrofer i 2019. Derimod er det lettere at forudsige, at Indonesien næppe kommer til at opleve et politisk jordskælv. Jokowi fører i øjeblikket stort i meningsmålingerne, og medmindre han begår alvorlige fodfejl, eller økonomien pludselig forværres, står han til genvalg.