Her er historien om, hvorfor der ingen protesterende gule veste er i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De gule veste (opkaldt efter de gule trafikveste, som demonstranterne bærer) har protesteret i flere uger mod den franske elites arrogance og magtfuldkommenhed – symboliseret ved den franske præsident, Emmanuel Macron – og de stigende benzinpriser som han af politisk korrekte miljømæssige grunde har trukket ned over franskmændene.

I Belgien er regeringen faldet på spørgsmålet om FN’s immigrationspagt. De to partier, som væltede regeringen, står til massiv fremgang. I Italien vandt to protest- og antiimmigrationspartier, Lega Nord og Femstjernepartiet, parlamentsvalget i foråret 2018 med mere end 50 pct. af stemmerne.

Briterne har også fået nok og valgte som bekendt i juni 2016 at stå af i form af brexit. I Sverige førte årtiers forfejlet immigrationspolitik til politisk lammelse i måneder efter valget i september 2018. Ingen partier vil som bekendt samarbejde med det immigrationsfjendtlige parti, som repræsenterer næsten 20 pct. af vælgerne, Sverigedemokraterne. De er ikke “stuerene”.

Ungarn og Polen ligger i åben strid med EU over de samme temaer: EU-elitens arrogance og manglende lydhørhed og evne til at finde tilfredsstillende løsninger på almindelige menneskers bekymringer. Alle steder kræver borgerne mere direkte demokrati, begrænsning af indvandringen og mere national selvbestemmelsesret.

Hvad sker der i Danmark? Ingenting. Prognoser for det kommende valg viser dødt løb mellem de etablerede partier på venstre- og højrefløjen, og det eneste protestparti i horisonten, Nye Borgerlige, står og vakler på spærregrænsen. Der er ellers nok at tage fat på.

Vi har lige set vores regering holde vælgerne for nar. FN’s immigrationspagt afslørede VLAK-regeringen plus støttepartiet DF som kyniske manipulatorer af folkestemningen:

På den ene side fremhævede man pagtens ubetydelighed, den var blot en ikkebindende principerklæring; på den anden side erklærede regeringen ved den endelige officielle afstemning i New York, at man ikke agtede at rette sig efter dens principper. Og ignorerede med flid sin grundlovsbetingede pligt til at høre Udenrigspolitisk Nævn.

Derudover har vælgerne været vidne til grov fejladministration af statens ressourcer. F.eks. i Skat, hvor naive danske embedsmænd blev lænset for milliarder, ikke millioner, men milliarder af skatteydernes penge af skrupelløse “forretningsmænd” i ind- og udland.

VLAK-regeringen og Lars Løkke Rasmussen gik et skridt videre i ansvarsforflygtigelse og bebrejdede EU og dets komplicerede regler for skandalen. En grov vildledning, eftersom skat ikke er underlagt EU-”regler”, men er et område helt forbeholdt medlemsstaternes suveræne kompetence.

Et skandaløst dårligt planlagt og administreret it-system (a la e-boks) kostede Skat millioner og chikanerede skatteyderne.

Et inkompetent finanstilsyn tillod Danske Bank at begå en af de største hvidvaskskandaler, ikke i dansk, men i europæisk historie og en medarbejder i Socialministeriet tappede i årevis satsfonden for millionbeløb.

Sidst, men ikke mindst, har eliten via en aldeles forfejlet indvandringspolitik påført almindelige danskere øget kriminalitet, som har ført til stigende sociale spændinger i det danske samfund. Og alligevel er der ikke en gul vest at se i miles omkreds. Hvorfor?

Forklaringen er enkel: Al modstand er nyttesløs.

Følgende lille historie fra det virkelige liv illustrerer dette: I slutningen af november 2018 blev jeg indkaldt til bilsyn af Færdselsstyrelsen, som ligger i Ribe. Jeg meddelte den, jeg ikke kunne fremmøde til syn på ovennævnte dato, da jeg p.t. var på et længere udlandsophold i Portugal grundet familiehensyn.

Herudover oplyste jeg, at jeg ikke var blevet notificeret af e-boks om, at jeg havde fået tilsendt en sådan indkaldelse og således havde misset tidligere indkaldelser og af samme grund også havde mistet retten til at bede om udsættelse.

Grunden til, at jeg ikke var blevet notificeret? En fejl i e-bokssystemet, hvorved man bliver bedt om at bekræfte sin email og først da er berettiget til at blive notificeret. Jeg havde flere gange udført denne bekræftelse uden resultat, så der forelå åbenlyst en systemfejl.

Styrelsen lovede at kigge på sagen, hvilket ud fra enhver rimelig betragtning måtte opfattes som, at min ret til at bede om udsættelse var blevet genoprettet. Ikke desto mindre blev jeg i december 2018, før sagen var færdigbehandlet, idømt en bøde på 2.000 kr.

Da jeg spurgte styrelsen om grunden til denne bøde, var svaret, at det kunne man ikke sige, for sagen var jo ikke færdigbehandlet. 10 dage senere fik jeg sagsafgørelsen pr. e-boks. Endnu en gang uden notificering.

Skyldig: 2.000 kr. ved kasse 1. At betale dagen efter med en uges frist til at få bilen synet. I Danmark, forstås. Et portugisisk bilsyn var ikke godt nok, selv om EU har harmoniseret bilsynsreglerne EU-landene imellem. Afgørelsen kunne ikke appelleres.

Hvis jeg ikke betalte bøden, ville sagen blive henvist til politiet, som ville klippe nummerpladerne og informere motorregistret, som ville annullere min bilforsikring. Så ville jeg stå i Portugal med en bil uden forsikring og 3.000 km hjem.

Jeg havde imidlertid ret til at klage over bøden. Til hvem? Færdselsstyrelsen – altså selvsamme instans, som lige havde givet mig bøden.

Det er ren Kafka i Ribe. Det har kostet mig 25.000 kroner at få et firma i Portugal til at køre bilen til syn i Danmark inden synsfristen plus selvfølgelig de 2.000 kr. for bøden.

Og jeg er sur. Pissesur. På mig selv. Og alle jer andre danskere, der ligesom jeg naivt har givet staten alt for megen magt.

Ved næste folketingsvalg stemmer jeg på et protestparti, som vil beskære statens magt og mener det. Ikke som Liberal Alliance, der hoppede fra sine løfter og sine principper, så snart ministerbilen dyttede.

Et parti, som vil have flad skat for at begrænse statens indgreb og angreb på borgerne. Et parti, som vil have mere direkte demokrati i form af flere folkeafstemninger om væsentlige spørgsmål som i Schweiz.

Og i morgen tager jeg min gule vest på – og tager til Ribe.