Mælk har sin pris – men danskerne kender den ikke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På få årtier har den danske mælkeproduktion undergået markante ændringer med det formål at effektivisere og øge produktionen. Vi skal producere mere, hurtigere og billigere.

Men bagsiden af medaljen er, at dyrene sættes under et massivt pres for at leve op til den maksimale ydelse, der forventes og kræves af dem. Det medfører flere dyrevelfærdsproblemer. Lad mig nævne et par eksempler.

En kos naturlige levetid er 25 år, men i den industrialiserede mælkeproduktion bliver køerne i gennemsnit kun fem år. Med årene falder deres ydelse, hvorfor de slagtes og udskiftes med yngre malkekøer.

Det er også sædvane i al mælkeproduktion at adskille køerne fra deres nyfødte kalve. Ligesom det er standardpraksis at enten aflive nyfødte tyrekalve eller transportere dem til udlandet, hvor de opfedes til slagtning.

Produktionen er effektiv og kræver færre ressourcer, men retfærdiggør det fravalget af dyrevelfærd?

Kun et fåtal af danskerne kender til mælkeindustriens skyggesider – hvorfor?

I midten af november lancerede vi i Anima en ny kampagne, som sætter fokus på dyrevelfærdsproblemerne i mælkeindustrien. Kort efter var flere landmænd ude at kritisere os for at personificere dyrene. Dyr er jo bare dyr.

Netop denne forståelse bør udfordres.

I den industrialiserede mælkeproduktion ses køerne som følelsesneutrale mælkerekvisitter, som vi kan behandle, som vi har lyst til.

Men køerne er følende, levende væsener.

Peter Sandøe, professor på Københavns Universitet, udtalte i april til DR, at »køer er sociale væsener med følelser. Der er ingen tvivl om, at en ko, der lige har kælvet, er stærkt knyttet til sin kalv, og kalven er stærkt knyttet til sin mor. Der vil være store følelser af tab, angst og afsavn, når man skiller dem ad«.

Et andet væsentligt problem er danskernes mangelfulde viden om dyrenes forhold i mælkeproduktionen.

En ny Yougov-undersøgelse, foretaget for Anima, har kigget på danskernes kendskab til mælkeproduktion. Og tallene taler for sig selv.

To af tre danskere ved for eksempel ikke, at det er standardpraksis i konventionel mælkeproduktion at adskille ko og kalv fra hinanden blot 12 timer efter fødsel – i den økologiske produktion er det efter 24 timer.

Og et flertal ved ikke, at en ko kun kan producere mælk, hvis den har fået en kalv.

Det handler ikke om, at danskerne er dumme, men derimod om manglende oplysning. Ifølge undersøgelsen er der ingen sammenhæng mellem uddannelsesniveau, geografisk placering og en mangelfuld viden om mælkeproduktion.

Blot 47 pct. af borgerne i storbyerne ved, at en ko skal få en kalv for at producere mælk. Til sammenligning kender 51 pct. af borgerne bosat i landområderne til dette faktum. Der er altså ikke et iøjnefaldende skel mellem land og by.

Så hvorfor er vi stadig uvidende? Svaret kan muligvis findes i, at mælkeindustrien ikke har gjort en tilstrækkelig indsats for at oplyse danskerne om dyrenes forhold i produktionen.

Her kan initiativer som åbent landbrug, økodag eller landsdækkende kampagner selvfølgelig ses som gode forsøg på at trække flere danskere ud for at opleve landbruget.

Desværre giver disse aktiviteter et alt for poleret billede af mælkeproduktionen, som ikke øger danskernes kendskab til dyrevelfærdsproblemerne – tværtimod.

Som jeg ser det, har mælkeindustrien et vigtigt arbejde foran sig med at oplyse danskerne.

Forbrugerne kan kun træffe et oplyst valg, hvis de er bekendt med hele historien bag deres mælk. Først da kan danskerne tage stilling til, om den pris køer og kalve betaler for mælken, er en pris, vi kan acceptere.