Danskheden er garant for vores frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danskere, som vi er flest, måtte i 1980’erne og 1990’erne høre på en helt ubegrundet besyngelse af multikulturens lyksalighed. Samt det gode et multikulturelt møde kunne frembringe. Det meste af det intellektuelle og akademiske parnas belærte os om, at vi fordomsløse skulle se en fremmed i øjnene. Ja, uden at blinke skulle sige goddav til flygtninge fra Mellemøstens muslimske folk som palæstinensere, irakere og iranere. Også tamilere fra Sri Lanka og kroatere, bosniere og kosovoalbanere.

En bedrevidende belæring, vi i dag må gøre op med, fordi den ikke tog afsæt i vores erfaring med, at mødet med andre kulturer naturligvis kan være udfordrende og lærerigt, og at vi selvfølgelig i god kristen næstekærlig ånd ville tage os af det menneske, vi møder. En belæring, vi må gøre op med, fordi den pegede fingre ad os, hvis vi vovede at reagere imod det moraliserende krav om, at multikulturens sameksistens krævede forkastelsen af vor danskhed og vores historie.

Desværre stak de fleste af os piben ind, men må nu vågne op og fokusere på danskhed og på, hvad vi i fællesskab er. Det skal betyde alt for os, at der er frihed for os alle. I en brydning med hinanden for hinanden. Også i en brydning om, at alt ikke er lige godt. Ud fra at vi kun bliver klogere på os selv, hvis vi holder af Danmark. Ud fra at vi hver især vil være lig vort folk og ikke sætter skel imellem os selv og Danmark og i det imellem os selv og verden.

Vi må spørge os selv, om vi er robuste og opbyggelige og er til gavn for flere end os selv. Samtidig må vi sige fra over for den politisk korrekte magtbrynde. En selvgod humanisme, der blot er en idé. En totalitær tanke. En undertrykkende isme, som holder os fanget i det uskrevne manifest, der siger, at vi for enhver pris er underlagt tolerancen som et gode i sig selv, og at multikulturen, forstået som et globalt universelt dogme om alles samhørighed, bare er bedre end vores danskhed.

Multikulturen godkender ikke et virkelighedsnært og ansvarsfuldt samliv på vores danske erfaringer og oprindelse. Godtager ikke det, som går forud for os og fortæller os, hvem vi er. I sproget og i vores lille og i vores store historie. Multikulturen anerkender ikke, at vi som danskere er gode til at finde ud af det med hinanden og har et banebrydende frisind. Et ansvarligt frisind, hvor vi kæmper for retten til netop at måtte være uenige med hinanden, samtidig med vi sammen bygger samfund, der gavner flere end os selv.

Multikulturens isme er den universelle humanisme, universalismen, som kun taler om globalt gyldige sandheder og om at skulle være verdensborger. Modsat Grundtvigs universalhistorie, hvor vi i vort folk først kan åbne os imod verden, når vi i vores danskhed har et rodfæstet kendskab til os selv i det og fra dette kendskab fortæller vores historie ind i den universelle historie. Noget, dronning Margrethe har formuleret enkelt i, at man skal holde af sine rødder.

Vi skal derfor vedkende os, at Danmark er vores land, og at der er et os og dem, førend vi kan overskride et os og dem og med stolthed og åbent hjerte sige velkommen til en nyslået statsborger. I den indlevede respektfulde forståelse at et statsborgerskab ikke er lig danskhed. Ikke er lig at være dansk. For forståelsen skyld betyder det naturligvis ikke, vi er mere humanistiske og bedre end andre, men at vi i hjertet føler os som danskere og er kloge på os selv, fordi vi holder af det, vi kommer af.

Ja, er kloge på det, vi har kær. I det kan og skal vi med vores danskhed selvfølgelig række hånden frem mod den tilkomne muslim og alle andre nye medborgere. Vi har brug for, at vi i gensidig respekt skaber et rum med hinanden. I gensidighed, ja. Med det krav at grundloven til enhver tid står over både sharialoven og alle andre religiøse og kulturbestemte sædvanelove.