Svenskerne begår kollektivt selvmord i humanismens navn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi griner gerne af svenskerne. Vi skuer over sundet, og i en kombination af oprigtig morskab, af frygt og forvirring griner vi, for hvad svenskerne har bragt det til, er i sandhed tragikomisk. Under kampråbet om at blive en ”humanistisk stormagt” vendte de ryggen til alt, som virkelig er svensk. De vendte sig mod deres skikke, mod deres tradition, og – værst af alt – de vendte Gud ryggen. Regnskabets time er begyndt, og Sverige må føle.

Heldigvis bliver det aldrig så slemt i Danmark, vel? Vi trøster os med, at Sverige er i en klasse for sig, og derfor er deres problemer det også. Forleden blev en voldsmand i Sverige frikendt efter brutalt at have tævet sin kone, fordi han, som det forlød sig fra de muslimske domsmænd, kom fra en bedre familie end konen. Politikere stod i kø for at hævde deres forargelse. Men det finder desuagtet sted.

Det er en tragisk fejltagelse, når vi mener at være skånet for, hvad der sker derovre. Vi oplever givetvis ikke, at islamiske standarder gør sit indtog i vores retssystem, men vi går ikke selv fri.

En gennemført kriminel bandeleder, som retter sin uvornhed endda mod politiet, bliver ikke udvist af landet. Så vidt deler vi Sveriges problem – vi har mistet evnen til at forsvare os. Dét skal vi se nærmere på, men først lidt mere om den arketypiske nabostrid, som Petersen og Persson har udkæmpet i mere end et halvt årtusinde.

Det har ikke været kønt. Brødrefolk i krig – og ikke blot få. Håneretten har ofte vekslet side, og senest tilfaldt den Persson. Magten over Skåne-landene skiftede hænder.

Det har været smertefuldt i lang tid, og Persson har ikke lagt skjul på, at han nu var storebror. Men tiderne skifter, og de nye vinde har også fundet vej nordpå. Persson er blevet alvorligt syg. Han kan næsten ikke holde sig oprejst længere – han har næsten ramt bunden. Og vi kan undre os, med god grund, for det er tydeligvis selvforskyldt.

En ”humanistisk stormagt” var målet – at skabe et navn for sig selv. Og det lykkedes. Men humanismen er ikke blot en ideologi, som sætter mennesket først, den er også afviklingen af det traditionelle og hellige verdensbillede, hvor Gud havde sin plads.

Den er at ophøje det rationelle, det sekulære, til et niveau, hvor tidligere kun Gud fandtes. Den er erstatningen af ånd og ritualer, med regneark – og i Excel er vi alle ens, vi er dehumaniserede i humanismens navn.

Når frænder, nation, folkefærd og civilisation ikke kan måles og beregnes, så glemmes de – i humanismens verdensbillede. Der er vi alle lige – ikke lige for Gud, men for loven. Og loven kan ikke længere forsvare os, for ”os” findes ikke. Det er sygt.

Denne sygdom, som har inficeret os nordpå, går under mange navne.

Svenskerne selv kalder den humanisme og vil være en stormagt i dennes doktriner, men rettelig bør den kaldes mental aids. For det er, ligesom ved aids, ikke sygdommen, som slår ihjel. Den nedbryder immunforsvaret – evnen til at forsvare sig selv – og gør organismen svag.

Det er den ganske almindelige influenza, som slår den syge ihjel. Ligesom ved aids tror den syge, at sygdommen også er kuren, og hjælper derfor virussen med at sprede sig. Perssons længsel efter ruiner synes snart at blive opfyldt, og i et smertefuldt nødråb kalder han på mere humanisme.

Det er skørt at være vidne til. Vi kan tydeligt se, at det, der hævdes som kur mod sygdommen, er sygdommen selv. Det er tragikomisk, og vi griner.

Men grin ikke for højt, for latteren kan hurtigt overdøve den hoste, som allerede har sat sig i dine lunger, Petersen.