Tid til patienterne kan afskaffe tvangsbehandling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Smertefuldt« og »ekstremt ydmygende«. Sådan beskriver en tidligere patient oplevelsen af at blive bæltefikseret under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Der er ingen tvivl om, at det at blive spændt fast mod sin vilje er en ofte grænseoverskridende og voldsom oplevelse for mennesker med svær psykisk sygdom.

Derfor er det en virkelig god nyhed for patienterne og personalet i psykiatrien, når Sundhedsstyrelsen nu kan fortælle, at det er lykkedes seks afdelinger i hele landet at mindske brugen af bæltefikseringer drastisk – ja, nogle steder er det stort set lykkedes helt at stoppe brugen.

Patienterne er selvsagt glade for at undgå at blive lagt i bælte, men resultatet rækker langt videre end det. Relationen mellem personalet og patienter bliver tættere og mere tillidsfuld, patienterne føler sig i langt højere grad set og forstået, og arbejdsmiljøet bliver bedre.

Som psykiatere har vi en pligt til at arbejde for at udbrede resultaterne til alle afdelinger, der behandler de mest forpinte patienter. Ingen kan være tjent med, at vi blot klapper i hænderne over, at det kan lade sig gøre seks steder i landet.

Men hvis det skal lykkes at udbrede resultaterne, er det nødvendigt for os at se på, hvordan afdelingerne har opnået at mindske brugen af bæltefikseringer. Og her viser de første store udfordringer sig.

Sundhedsstyrelsen har fået evalueret projekterne på de seks afdelinger, og evalueringen dokumenterer, at man ikke får mindsket tvang med simple kneb eller snuptagsløsninger. Heldigvis viser den også, at det kan lade sig gøre uden at øge brugen af andre former for tvang som f.eks. fastholdelse. Det er vigtigt.

Den helt afgørende lære fra projekterne er, at mindre tvang kræver, at personalet har tid til patienterne. Tid til at lytte. Tid til at opdage, når en patient er på vej ud i en krise. Tid til at genetablere patientens tillid til behandlingen. Uden tid til patienterne kan afdelingerne ikke opnå de samme flotte resultater som projektafdelingerne.

Det stiller store krav til de psykiatriske afdelinger. Vi skal have en bedre døgnbemanding, end man i dag stiller med på langt hovedparten af de psykiatriske afdelinger. Erfaringerne fra projektet viser, at en almindelig afdeling stort set kan fjerne brugen af bæltefiksering med to-tre ekstra senge og tilsvarende øget bemanding – til en samlet pris på 10 mio. kr.

Det afgørende spørgsmål er derfor, om regeringen og Folketinget er parate til at betale for den investering i bedre behandling og større tryghed i psykiatrien. Hvis ikke den vilje er til stede, ender vi i en dybt ulykkelig kamp om ressourcerne i psykiatrien, hvor de behandlingsansvarlige læger må vælge, hvilke patienter der skal have en ringere behandling, for at andre kan få det bedre. Desværre giver regeringens nye psykiatriplan ikke noget klart svar på denne udfordring.

Men i Overlægeforeningen håber vi, at der er en politisk vilje til at investere målrettet og langsigtet i bedre behandling til mennesker med psykisk sygdom – på samme måde som man har investeret i bedre kræft- og hjertebehandling. Alt andet vil være utåleligt.