Hvorfor taler vi aldrig om systemets ansvar?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget sundt og snusfornuftigt i at føle ansvaret og mærke konsekvenserne af de valg, man træffer. På det personlige plan. Den motivation og det personlige ansvaret savner jeg blandt dem, der svinger taktstokken i Sundhedsvæsenet.

Et system kan tilsyneladende aldrig blive en part i klagesag. Men hvorfor egentlig ikke? For et par år siden var jeg til et interessant foredrag i den lokale lægekredsforening med den norske teolog og forsker Terje Mesel. Han havde skrevet en bog med titlen ”Når noe går galt” om skyld, skam og ansvar i sundhedsvæsenet. Jeg har genlæst hans bog i sommerferien. Det påvirker alle læger at blive involveret i en klagesag.

Det er naturligvis et vilkår, vi må lære at leve med og forholde os til. Ligesom alle andre mennesker på arbejdsmarkedet har vi selvfølgelig et ansvar for de ting, vi gør og ikke gør. I vores verden kan fejlskøn, fejlbehandling, utilstrækkelig kommunikation og forglemmelser imidlertid have fatale konsekvenser. En meget stor del af lægearbejdet er baseret på skøn og det faktum, at langt de fleste sygdomstilstande er processer, ofte med vage symptomer i starten.

Også på tilstande, der senere viser sig at være en tidlig start på alvorlig sygdom. Vi kan ikke henvise alle patienter til kræftpakkeforløb ved ethvert symptom, der ikke (i første omgang) virker alarmerende. Alle læger foretager hver dag rigtig mange skøn. Tidspresset er velkendt i sundhedssektoren. Indtil for ganske nylig er regionerne heldigvis ophørt med at forlange 2 pct. effektivitetsstigninger pr. år. Men der er mange andre krav.

Man har også valgt at reducere sengepladser og indlæggelsestider betydeligt, til trods for at der både bliver flere ældre med deraf øget og ofte komplekse behandlingsbehov samt flere med kroniske lidelser. Konsekvensen er en meget livlig trafik ud og ind af sygehusenes akutafdelinger og besøg hos den praktiserende læge.

Jeg er sikker på, at mine sygehuskolleger gør, hvad de kan, men konsekvensen af de ofte ultrakorte indlæggelser (der er en konsekvens af de rammer, hvorunder de arbejder) er mange genindlæggelser og stress for både sygehuspersonale, patienter og den praktiserende læge. Det er meningen, at kommunerne i nogen grad skal kompensere for den strategi, men det er min erfaring, at de langtfra magter den opgave. Desuden giver travlhed dårlige betingelser for god kommunikation.

Mange gange har patienter og pårørende mange spørgsmål. Travlheden påvirker trivsel og arbejdsglæde og er formentlig den væsentligste faktor ved de tiltagende mange stresssygemeldinger – også blandt læger. Vores samfund er tillige præget af nulfejlstænkning. Alle ikke-ideelle forløb risikerer at blive genstand for klager. Det skaber fokus på utilsigtede hændelser (UTH). Man kan nogle gange drage vigtig lære af UTH. De bliver taget alvorligt, og der er anmeldelsespligt.

Langtfra alle UTH risikerer dog at skabe livstruende situationer. Det er næppe raketvidenskab at påstå, at der er sammenhæng mellem arbejdstempo og risiko for UTH. Jeg har desværre aldrig hørt nogen foreslå reduceret arbejdstempo som en løsning på det problem.

Derimod mere registrering og flere procedurer. Magt og ansvar burde hænge betydeligt mere sammen, end det er tilfældet i dag. Politikere og administratorer har magten til at bestemme rammerne i sundhedsvæsenet. Sundhedspersonalet har ansvaret for at udfylde dem.

Hvordan kan et system, der sætter rammerne helt undgå at blive draget helt eller delvist til ansvar for kritiske og kritisable forhold, der oplagt synes provokeret af rammerne? Systemet gør i stigende grad brug af kostbare konsulentrapporter, der yderligere ”fortynder” det personlige ansvar hos rammeskaberne.

Det er unfair og usundt. Der er både etiske og juridiske aspekter, der trænger til at blive udfordret. Det kunne være interessant at lave et projekt, hvor de næste 100 klagesager i Styrelsen for Patientsikkerhed ud over almindelig sagsbehandling tillige vurderes i et scoringssystem til belysning af ansvarselementerne i hver enkelt sag. Jeg forestiller mig, at scoresystemet i hver klagesag skulle resultere i en estimeret procentvis ansvarsfordeling mellem den påklagede og systemets rammer.

På den anden side: Dem, der har magten til at indføre et sådant system og tage konsekvensen af det, har måske ikke interesse i at kende svaret. Problemet er jo, at ”rammetænkerne” er så helt vidunderligt fri for ansvar på det personlige plan. For hvor klager man, og hvem har ansvaret for syge rammer?