Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Jeg tilser patienter i en endeløs række, næsten som om jeg sad ved et samlebånd på en fabrik

Travlhed er et grundvilkår i det offentlige hospitalsvæsen, og det kan ende med fejl.

På de medicinske afdelinger skal vi løbende spare, nedlægge sengepladser og udskrive folk hurtigere, og det går ud over kvaliteten i behandlingen, selv om vores folkevalgte politikere fortæller os, at besparelser skam ikke betyder forringelser, men blot gør det hele mere effektivt, forklarer overlæge Peter Ellekvist. Foto: Gregers Tycho

Hvad vil det sige at være indlagt på en medicinsk afdeling? Hvis du aldrig har sat dine ben på et hospital, kan det være en grænseoverskridende oplevelse.

Jeg er ansat som overlæge på en stor medicinsk afdeling og vil med dette essay forsøge at forklare, hvad det indebærer at være medicinsk patient. Du hører med stor sandsynlighed til i den ældre del af befolkningen, og så lider du af væskemangel, urinvejsinfektion, lungebetændelse, rygerlunger, fremskreden cancersygdom, smerter, faldtendens eller demens – og gerne flere ting på en gang.

En del af dine medpatienter er i livets sidste fase, hvor det er naturligt at takke af. Det forhindrer dog ikke, at de bliver indlagt, for i vores kultur er vi ved at vænne os af med at tænke på døden som noget naturligt. Du kan derfor opleve at være omgivet af demente, svækkede mennesker, som råber deres forvirring ud i det kollektive rum.

På medicinsk afdeling er vores primære opgave at undersøge og behandle dig for alvorlige sygdomme. Det gør ondt at være syg, og hvis du har behov for indlæggelse, er du faktisk i livsfare. Helbredelse kræver tillige, at du, så snart du er i stand til det, stiger ud af sengen, for sengelejet er i sig selv farligt: Dine muskler forsvinder, tarmene går i stå, og du får blodpropper i benene og liggesår på ryggen, hvis du ligger stille længe nok.

Oveni bliver du forvirret på grund af den konstante uro fra medpatienter og personale, du får hospitalsinfektioner, eller du får den frygtede hospitalsdiarré, når din tarmflora udryddes af antibiotika.

En hospitalsindlæggelse kræver med andre ord en god konstitution, og så kan du oven i købet opleve, at vi presser på for at få dig udskrevet, selv om du stadig føler dig træt og mat. Det skyldes ikke kun, at vi skal bruge din seng til en anden patient, men også, at vi forsøger at undgå, at din tilstand kompliceres.

Du bliver forhåbentlig i sidste ende helbredt, men du kommer med garanti ud i en tilstand, der er ringere, end da du blev indlagt, og rekonvalescens foregår bedst derhjemme.

Med alderen følger sygdom, og da andelen af ældre mennesker i samfundet stiger, bliver der flere patienter på de medicinske afdelinger. Mængden af ressourcer til de medicinske afdelinger stiger dog ikke i samme takt: Vi skal løbende spare, nedlægge sengepladser og udskrive folk hurtigere, og det går ud over kvaliteten i behandlingen, selv om vores folkevalgte politikere fortæller os, at besparelser skam ikke betyder forringelser, men blot gør det hele mere effektivt. Du kan derfor i særligt belastede perioder opleve, at vi har svært ved at honorere alle dine krav om pleje eller omsorg, simpelt hen fordi vi er optaget andetsteds.

Hvis du f.eks. er en af mange ældre og svækkede medborgere, som indlægges med væskemangel, kan det ske, at du først får væskebehandling efter adskillelige timers ophold i vores medicinske akutmodtagelse. Din ventetid er en konsekvens af, at lægen først skal tilse de seks andre patienter, som er mere syge end dig.

Som sundhedspersonale sidder vi ikke og venter på patienterne, for hvis vi gjorde det, ville vi være for mange på arbejde ad gangen. Vi prioriterer konstant de til rådighed værende ressourcer, selv om politikerne bevidstløst – og nogle gange mod bedre vidende – gentager, at der skal være råd til det hele, og at prioritering i sundhedsvæsenet ikke finder sted.

Du kan desværre opleve fejl under din hospitalsindlæggelse. Når jeg som læge har en 13 timers vagt i den medicinske akutmodtagelse, tilser jeg patienter i en endeløs række, næsten som om jeg sad ved et samlebånd på en fabrik. Min telefon afbryder hyppigt min koncentration, og jeg skal forsøge at fordele de nyindlagte medicinske patienter i et antal senge, som ofte er for få.

Du bliver forhåbentlig i sidste ende helbredt, men du kommer med garanti ud i en tilstand, der er ringere, end da du blev indlagt, og rekonvalescens foregår bedst derhjemme.

Især om vinteren har vi på de medicinske afdelinger overbelægning, og så må jeg forhandle mig frem til sengepladser på andre, ikke-medicinske afdelinger, hvor du som medicinsk patient ikke ligger optimalt. Når arbejdsdagen er forbi, har jeg forholdt mig til snesevis af patienters sygdom, og jeg har, pga. stort arbejdspres, sandsynligvis begået fejl.

Fejl kan være alvorlige og livstruende, og den type fejl er heldigvis få. Nogle gange opdages fejlene før de får konsekvenser, andre gange ikke. Sikkert er det, at jo mere travlt jeg og mine kolleger har, desto flere fejl begår vi. Du kan selvfølgelig klage, hvis du bliver udsat for fejl, men klager betyder ikke nødvendigvis, at tingene bliver bedre.

Forestil dig, at du indlægges med en alvorlig infektion, der pga. travlheden ikke erkendes og behandles i tide, og som får dødelig udgang. Ingen kan her være i tvivl om, at der er tale om en fejl, og man kan næsten altid udpege en enkelt person, der isoleret set svigtede, men som regel ikke, fordi vedkommende var doven eller uvidende.

Som regel skyldes fejl travlhed, hvilket er et grundvilkår i det offentlige hospitalsvæsen. Der tales dog sjældent om, at det er systemets fejl, for det er alt for vanskeligt at forholde sig til, at beslutninger truffet på et politisk niveau kan have konsekvenser for den enkelte patient. Som udgangspunkt placeres ansvaret for fejl derfor ikke hos systemet, men hos den enkelte ansat.

Det kan godt være, at den læge eller sygeplejerske, der udpeges som den skyldige, bliver straffet, men det gør ikke hospitalsvæsenet bedre eller mindre fejlbehæftet fremover, fordi det ikke ændrer på, at der er for travlt.

Når jeg går hjem efter endnu en arbejdsdag i det offentlige hospitalsvæsen, tænker jeg ikke sjældent på, hvor heldig jeg er endnu at have mit gode helbred, for nogle gange forlader jeg virkelig en kogende heksekedel. Politikere har sjældent selv prøvet at være indlagt på en medicinsk afdeling – dertil er de ikke gamle nok.

Med mindre en eller anden sundhedsordførers svigermor falder i rollatoren og bliver indlagt, interesserer politikere sig ikke for forholdene på de medicinske afdelinger. Ikke af ond vilje, men fordi de ikke kan sætte sig ind i, hvad det betyder at være gammel og syg. Det er i grunden ærgerligt, for politikere kommer, ligesom du og jeg, også til at ligge dér i sengene en dag. Faldtruede. Demente. Inkontinente.

Du kan med rette spørge, hvorfor der overhovedet er ansatte tilbage på de offentlige hospitaler, hvis det hele er så forfærdeligt. Lad mig derfor slå fast, at det er det hele heller ikke.

Det offentlige hospitalsvæsen besidder nemlig nogle fremragende egenskaber: Det er åbent for alle døgnet rundt, og du bliver som patient behandlet og plejet af dedikerede fagprofessionelle, der ikke findes dygtigere andre steder i samfundet.

Vi ansatte brænder simpelt hen for at udrede, behandle, lindre og pleje syge mennesker fra alle samfundslag. For læger har det også betydning, at man arbejder i et professionelt og inspirerende miljø med ligesindede kolleger, der har de samme høje krav til faglig standard som én selv.

Det privilegium har man som læge i Danmark ikke andre steder end i det offentlige hospitalsvæsen, og derfor søger vi heller ikke bare videre, selv om tingene af og til bliver temmelig brogede.

Vi er med andre ord glade for vores job, og vi vil også fremover være klar til at tage imod dig som patient.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: 100 år – alligevel ikke i mål

Eva Kjer Hansen
I dag har selv mændene indset, at vi dog dur til andet end kartofler og sovs. Men der mangler fortsat flere kvinder i politik.

Blog: Muhammed Ali og underkastelsens kultur

Mikael Jalving
Friheden er det eneste sprog, vi taler, og det får mange til at tale udenom det egentlige, når det gælder islam.

Blog: Nej, en høne er ikke min søster af en anden art

Anna Thygesen
Jeg har lagt mig ud med Go Vegan-folket, og det skal man ikke gøre. Jeg er seriøst nervøs for, hvad det skal ende med, hvis de på nogen måde får gang i en større bevægelse.

Debat: Fornyet behov for EU’s frihandelsdagsorden

Jan E. Jørgensen, EU-ordfører (V)
Præsident Trump er ikke ligefrem begejstret for de liberale værdier om frihandel, som USA ellers har været bannerfører for siden Anden Verdenskrig.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her