De store banker har skabt total fremmedgørelse og har distanceret sig klart fra deres kunder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg begyndte på arbejdslivet for omkring 45 år siden, fik jeg en lønkonto i en lokal bank. Jeg kom der ofte og kom således til at kende såvel kassedamerne som rådgiverne. Da jeg endvidere var lokal lærer, underviste jeg også nogle af de ansattes børn og havde derfor relationer til disse.

Når jeg således kom i banken, udvekslede man derfor også masser af smalltalk, og der var en udbredt tillid til hinanden, og de lokale banker havde en høj status i lokalsamfundet. I dag er der år imellem, at jeg kommer i banken, som jeg har holdt ved i alle årene med skiftende navne, men nu hedder det fremmede navn Nordea.

Forretninger ordnes gennem netbank, og manglende kontanter hæves i en automat. Også euro til rejsebrug.

Forleden hævede jeg sådanne euro i den lokale afdeling, som nu ligger langt fra min oprindelige afdeling. Her havde en bekymret ældre mand tilkaldt yngste bankassistent inde fra banken, idet han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre, når bankens kasse også for længst er nedlagt. Han fik beredvillig hjælp med et ”fortsat god dag”.

En nylig undersøgelse viser, at på en top-20-liste over kundetilfredshed ligger Nordea på 20.-pladsen, og topledelsen har udtalt, at den ikke fatter, hvad det kan skyldes, og at den vedvarende og i flere år har arbejdet med at forbedre dette ringe image.

Svaret ligger ellers ligefor og kræver ikke udvidet realeksamen. Man kan blot se på, hvad de mest populære, men mindre, lokalbanker gør. De har bankfolk i kontorlandskaber i åbningstiden og fungerende kasser, der ordner kundernes forretninger – små som store.

De store banker har skabt total fremmedgørelse over for deres kunder ved i den grad at distancere sig og egentlig ikke ville se kunder i butikkerne.

Jeg kan nemt komme i kontakt med banken telefonisk eller pr. mail via en såkaldt kunderådgiver (snarere en bankrådgiver). Det er oftest en helt ung, nyuddannet af slagsen under de 30 år med tydelige karriereambitioner. En sådan holder sjældent længere end 1-2 år på pladsen, og jeg når sjældent at møde vedkommende.

Skulle jeg endelig have brug for banken ud over deres ordinære kontortid, kan jeg ringe til en såkaldt telefonbank ved navn ”24/ 7” døgnet rundt.

Hvor er de gode gamle, tillidsvækkende relationer blevet af? De er der ikke længere. De er vekslet til fjernkontakt med rigeligt med ”fortsat god dag”.

Nordea lancerer i tiden et nyt koncept med titlen ”Min hverdag”, som skulle være et såkaldt nyt brugervenligt koncept for gennemsnitskunden. Efter eget udsagn skulle det ikke være gebyrfordyrende, men man har sin tvivl. Endvidere må man spørge om, hvad det går ud på.

Man kan finde nogle sider herom på hjemmesiden, der er i et sprog og detaljerigdom, så enhver uden eksamen fra CBS eller lignende må give fortabt. Hvad bilder man sig ind? Ved næste tilfredshedsundersøgelse ryger Nordea vel helt ud af tilfredshedsskalaen.

Vi er som en flok køer, der kommer på græs den første forårsdag, hvor de farer forvildet rundt, indtil de segner af træthed. Men der er heller ikke så mange køer, der kommer på græs længere, for det kan heller ikke betale sig.

Man er tilsyneladende bedøvende ligeglad med, hvad den menige arbejdsomme dansker oplever i banksituationen, for denne er i det lange løb uden betydning for storkapitalen. Vi er nærmere en nødvendig belastning.

Enhver har jo ret til en bankkonto. Desuden tjener flere og flere banker tilsyneladende efterhånden flere og flere penge på hvidvask i udlandet, og når det opdages, går direktørerne bare af og høster et tocifret millionbeløb i fratrædelse.

Det er beskæmmende. Man kan selvfølgelig bare skifte bank, men de mindre følger snart efter, for fremmedgørelsen er en trend i tiden, og den kan vi ikke gøre noget ved. Man skulle skamme sig.