Mick Jaggers afskedssalut hører ingen steder hjemme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden var jeg i Warszawa for at se Rollings Stones måske sidste koncert nogensinde.

Den blev afviklet på det nationale stadion, Stadion Narodowy, som blev bygget op til EM 2012 for svimlende 510 millioner euro eller det, der svarer til 3,8 mia. kr.

Et tilsvarende stadion blev bygget i Hoffenheim i Tyskland for omkring 60 millioner euro eller ca. 12 pct. af prisen i Polen. Gennemsnitslønnen i Polen på det tidspunkt lå på ca. en fjerdedel af gennemsnitslønnen i Tyskland, så der må være noget galt, ville man tænke – men ikke i Polen.

Polakker er efterhånden vant til, at deres hårdt tjente og beskattede penge forsvinder ud i den blå luft. Der blev bygget nogle stykker af disse stadioner op til EM i 2012, og de kan alle præsentere lignende regnskaber.

Det er kun toppen af isbjerget. Stort set alle investeringer og omstruktureringer i det postkommunistiske Polen bærer tydelige præg af samme tendens: Offentlig ejendom bliver solgt til underpriser og offentlige investeringer udført til grove overpriser.

Havde den form for misbrug fundet sted i Danmark, ville der ikke gå længe, inden der ville rulle hoveder. Vi husker alle Peter Brixtofte med hans fodboldklub og rødvin og prisen, han betalte. Så hvorfor har det fået lov til at stå på i Polen i snart 30 år?

For at svare på det spørgsmål skal man forstå transformationsprocessen, som foregik omkring det såkaldte runde bord i 1989. I andre postkommunistiske regimer i Europa som f.eks. Østtyskland udskiftede man efter kommunismens fald tusindvis af dommere, anklagere, politifolk, professorer m.v. hovedsageligt med personale fra Vesttyskland.

Man ville rydde op i dem, som samarbejdede med Sovjetunionen og straffe dem, som forfulgte og dømte uskyldige mennesker for deres modvilje mod kommunismen.

I Polen gjorde man noget helt andet. Man ville ændre den politiske kulisse og erstatte allierede fra øst med dem fra vest, men den reelle magt i landet skulle forblive i de samme hænder.

Transformationen blev dirigeret igennem af højtstående militærpersoner som den nu afdøde general Kiszczak.

For at give en illusion af reelle politiske forhandlinger blev der inviteret nøje udvalgte repræsentanter for forskellige interessegrupper i befolkningen herunder politiskvenlige præster og oppositionsledere herunder den kommende præsident og nobelpristager, Lech Walesa.

Man blev enig om, at 65 pct. af pladserne i parlamentet skulle gå til tidligere medlemmer af Det Kommunistiske Parti PZPR og 35 pct. til andre politiske grupperinger som f.eks. Solidaritet. Der var altså ikke tale om frie valg, fordi tidligere kommunister nu stillede op under nye partifaner, men sad stadig på magten.

Deres loyalitet, præcis som under kommunismen, lå ikke hos den polske befolkning, men i sin egen baglomme.

Magten blev opretholdt ved hjælp af mafialignende politiske strukturer, korrupte dommere, anklagere, politichefer og ikke mindst medier, som med kulørte talkshows og reklamer for udenlandske produkter holdt befolkningens opmærksomhed væk fra, hvad der i virkeligheden foregik.

Tilbage til koncerten, som jeg valgte at forlade midtvejs, da Mick Jagger sagde på polsk: »Jeg er for gammel til at være dommer, men ung nok til at synge« til stor jubel på tribunerne.

Han refererede til den strid, der har hærget Polen siden sidste parlamentsvalg, da partiet Lov og Retfærdighed vandt og siden har forsøgt at rydde op i korruptionen i bl.a. domstolene.

Jagger reagerede på sagen, efter at han modtog et stærk kritisk brev om forandringerne skrevet af Lech Walesa.

Koncerten med Rolling Stones illustrerer godt det absurde i den misinformation og manipulation, som finder sted.

Bevidst eller ubevidst står verdensstjernen Mick Jagger på et overbetalt stadion og lovpriser de forandringer, som har fundet sted i Polen over for tilskuere, som har betalt for billetter til, hvad der svarer til en tredjedel af en polsk kassedames månedsløn.

Hvad Jagger mente med sin kommentar er svært at vurdere. Enten gav han sin støtte til de gamle dommere, som nægter at lade sig pensionere, eller også mente han, at det var på tide at takke af og måske begynde en musikalsk karriere.

Under alle omstændigheder fik jeg en dårlig smag i munden. Jeg er selv efterkommer af en familie, som var stærkt forfulgt af kommunisterne, hvorfor vi også var nødt til at emigrere til Danmark.

Jeg har været til mange koncerter i Danmark og har aldrig hørt, at en kunstner skulle benytte lejligheden til at kommentere en politisk strid i Danmark og slet ikke på opfordring fra en dansk politiker. Jeg blev ked af det og vred samtidig.

Alle har ret til at have sine politiske holdninger, men jeg føler, at Polen er under urimelig pres fra alle sider for at ville gøre dét, som alle de andre postkommunistiske lande har gjort for årtier tilbage. Polakker har truffet et demokratisk valg om at rydde op i korruptionen, også i retssystemet.

Det burde de vestlige demokratier med EU i spidsen have højeste respekt for, og sangere burde holde sig til det, man betaler dem for – nemlig at underholde.