Gør som Norge og Sverige: Sæt en klods i svingdøren for politikere

Danmark bør følge efter Norge og Sverige og iværksætte initiativer til at holde øje med den stigende svingdørstrafik mellem topposter i ministerierne og lobbyvirksomheder. Kan man forestille sig en administrerende direktør springe over til en anden virksomhed, der opererer på samme marked og vil opnå væsentlige konkurrencefordele ved at få direktøren ind? Næppe.

Kan man til gengæld forestille sig en erhvervsminister, der skifter over til en direktørpost i en af landets største erhvervsorganisationer? Ja, uden problemer.

I erhvervslivet kender man til kunde- og konkurrenceklausuler, der sikrer, at nøglemedarbejdere »i en aftalt periode efter fratræden ikke må arbejde hos eller have direkte eller indirekte erhvervsmæssig kontakt med virksomhedens kunder og andre forretningsforbindelse eller i en nærmere aftalt periode ikke må arbejde i eller selv starte konkurrerende virksomhed.«

Men når det kommer til toppolitikere og topembedsmænd, er der intet til hinder for, at de kan svinge ud af ministeriet og sætte sig i et topjob inden for ministeriets eget ressortområde. Svingdøren mellem ministerier og lobbyvirksomheder har været i stor aktivitet de senere år.

Vi har set en finansminister blive direktør i konsulentbureauet McKinsey, en justitsminister og tidligere landbrugsminister blive direktør i Landbrug & Fødevarer, en formand for kontrolinstansen på bankområdet, Finanstilsynet, gå om på den anden side af bordet og sætte sig i spidsen for bankernes interesseorganisation, Finansrådet, og senest er erhvervsminister Brian Mikkelsen gået af til fordel for direktørposten i Dansk Erhverv.

Det skal naturligvis stå politikere og embedsmænd frit for at skifte kurs og gå nye veje. Men skal man ligefrem kunne gå om på den anden side af forhandlingsbordet fra den ene dag til den anden? Nej, lyder svaret i en række EU-lande, der har en form for regulering til at sikre, at den fortrolige viden, som ministre og topembedsmænd sidder med, ikke kan vandre ud af døren og ind i lobbyorganisationer over natten. I Norge har man desuden et karantænenævn, der kan rådgive politikere og topembedsmænd om efterfølgende jobmuligheder og pålægge karantæner, hvis der f.eks. foreligger en konkret forbindelse mellem politikerens tidligere ansvarsområder og det nye job.

Det bør vi også indføre i Danmark. For det første fordi det er uhensigtsmæssigt, at lobbyorganisationer opnår særlige fordele ved at få de indsigter, som en minister eller topembedsmand sidder med. For det andet – og endnu vigtigere – fordi det svækker tilliden til forvaltningen. For hvornår begyndte f.eks. Brian Mikkelsen at tænke i nye jobbaner? Har hans virke som minister taget farve efter hans videre jobmuligheder hos Dansk Erhverv?

Tænker alle ministre på deres personlige jobchancer, når de træffer politiske beslutninger? Om svaret på disse spørgsmål er ja eller nej, er i virkeligheden mindre afgørende. Det afgørende er, at vi overhovedet kan få de mistroiske tanker om de folk, vi har valgt til at styre landet. Danmark bør se til Norge og indføre karensperioder og et rådgivende karantænenævn for at højne tilliden til ministre og embedsmænd og for grundlæggende at styrke vores demokrati.