På Folkemødet har der lydt mere eller mindre enslydende beretninger fra alle dele af vores velfærdsstat: I hjemmeplejen mangler der tid til at pleje de ældre. Der løbes alt for stærkt på sygehusene. I undervisningssektoren mangler der tid til at forberede undervisningen og knytte gode relationer til hver enkelt elev. Alle steder er man ramt af de seneste års nedskæringer – nogle steder af rigtig mange års nedskæringer.
Samtidig fyldte den nyligt overståede overenskomstproces også godt i Folkemødets debatter. Men hvorfor ikke kæde de to processer sammen? ”En løsning for alle” var budskabet i flere måneders kamp for en ny overenskomst, og vi har åbenlyst også brug for ”en velfærdsløsning for alle”. Dette gælder især, når man tænker på, at en væsentlig del af grundstemningen i OK18 netop var den fælles erfaring opsummeret i formuleringen ”nok er nok”. Det var denne grundstemning tilsat et klart fælles ønske om respekt for offentligt ansatte, der gjorde fællesskabet så stærkt. Vi har med andre ord brug for en fortsat bevægelse, der forener faggrupperne i en kamp for at få genskabt ordentlige forhold i velfærdssamfundet.
”En velfærdsløsning for alle” skal først og fremmest signalere, at det ikke er nok at fjerne 2 pct.-nedskæringer på enkelte områder. Ingen borger skal lades i stikken, når velfærden skal genskabes – ingen ældre skal mangle god pleje, og ingen børn og unge skal mangle opmærksomhed fra pædagogen eller læreren. Helt konkret opfordrer jeg hermed toppen i alle faglige organisationer til at gribe energien fra OK18-processen og indkalde til møder for at skabe en ny bevægelse på tværs af forbund og hovedorganisationer. Der var allerede pres i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi, og vi kan passende sætte finanslovsforhandlingerne som næste sigtepunkt for mobiliseringerne. Brug den fælles styrke, vi har i fagbevægelsen, og som vi f.eks. viste ved at samle 10.000 tillidsrepræsentanter i Fredericia til at genopbygge vores velfærdssamfund.
