En ode til den formelle dresscode
Det gør en forskel, om du repræsenterer din arbejdsplads i ternede shorts eller pæne bukser.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aldrig har det været nemmere at købe pænt tøj til billige penge, men alligevel er vi dårligere klædt end nogensinde. Det er kulturelt forfald.
Til forelæsninger ser jeg mange mænd i forvaskede træningsbukser og kvinder med trænings-tights som erstatning for bukser – naturligvis tilsat beskidte, udtrådte kondisko. Helt ærligt: Det er ikke Fitness World, men landets højeste uddannelsesinstitution, vi befinder os på.
Nu er hele landet på den anden ende, fordi Jyllands-Posten har forbudt shorts på arbejdspladsen. Antageligvis, fordi det går imod business casual-begrebet, som mange virksomheder har taget til sig.
Beklædning har altid været en måde at sende symboler til omverdenen på; om der er tale om politibetjente eller bankdirektører. Der findes både officielle og uofficielle uniformer. Det gør der også i det private rum, når vi tager til fest, eller når vi flader den i sofaen om søndagen, skulle man tro.
Desværre har vi kollektivt besluttet, at det er lige meget, hvordan vi præsenterer os for omverdenen.
De unge voksne er en generation i jeans, hvad der i gamle dage var arbejdsbukser. Jeans er blevet en slags uniform, på trods af at der ikke én kvinde, der ser bedre ud i stramme jeans, end hun ville gøre i ca. alt andet tøj.
Det er nærmest blevet uncool at gøre noget ud af sig selv. Når jeg drister mig til at tage en kjole på en hverdag, vil der altid falde mindst en kommentar om, at jeg er lidt for overdressed. Det samme gælder i øvrigt, hvis jeg tager sko med hæl på, når jeg skal i byen.
Påklædning betyder noget. Det gør en forskel, om du repræsenterer din arbejdsplads i ternede shorts eller pæne bukser, også noget for din repræsentation af dig selv. Dukker du op på universitetet i din tømmermændsuniform, sender du signalet ”useriøs”.
Men skal vores opfattelse af beklædning så ikke bare ændres? Nej. Alt er ikke lige godt eller passende til enhver lejlighed. Hvis de uskrevne regler om påklædning forsvinder, mister vi en måde at kommunikere til omverdenen på.
Der er et vigtigt signal i at vise, at man tager sin uddannelse seriøst, at man tager sit arbejde seriøst, at venindens fødselsdag er vigtigere for dig end en tur i Netto. Særligt er det vel vigtigt, om du tager dig selv seriøst.
Jeg er glad for, at Jyllands-Postens ledelse bekæmper denne middelmådige holdning til påklædning. Det er på tide, at vi gør noget ved denne søgen mod midten i stedet for at søge at være den bedste version af sig selv. Både i arbejdslivet og privat.