Vores omhu kan I ikke tage fra os, men arbejdsglæden og fleksibiliteten er på spil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Giv mig Danmark tilbage”, sang Natasja for efterhånden mange år siden – som en ungdommens stemme tordnede hun mod regler og manglende frisind.

Med udsigten til en kommende konflikt, som vil lamme Danmark, er der andre stemmer, der advarer mod den nuværende kurs. Jeg er en af de stemmer. Jeg vil så gerne have, at I – kære politikere – indser, hvad der er på spil. Det er vigtigt, det her. I er ved at ødelægge noget helt unikt – danskernes tro på samfundet.

Jeg er bare en helt almindelig offentligt ansat. Jeg går på arbejde hver dag og brænder for at gøre det så godt som muligt. Ligesom jordmødrene, sygeplejerskerne, portørerne, lærerne, politibetjentene – vi er dem, der dagligt konfronteres med, hvad det i virkeligheden handler om. Patienter. Borgere. Os danskere. Kort sagt mennesker. Og vi i systemet er medmennesker.

Kære Sophie Løhde – vores medmenneskelighed lever I højt af. Når vi ansatte gang på gang går omvejen, bøjer regler, løber ekstra hurtigt og får andre til at se efter vores egne børn – fordi vi dagligt bliver konfronteret med andre menneskers lidelse og ikke kan lade være med at gå det ekstra skridt og blive den ekstra time. Denne omhu holder hånden under et sundhedsvæsen, som administreres rigidt med fortsat flere regler og dokumentationskrav, der udhuler den reelle patientnære tid. Det handler den kommende konflikt også om. Den manglende anerkendelse af den store indsats som alle dem, jeg arbejder sammen med, dagligt leverer under fortsat ringere forhold.

I medierne handler konflikten om løn – det er godt spin! Imidlertid handler den om meget andet, som ikke er blevet ordentligt belyst: anerkendelse og arbejdsforhold. En læge er ikke bare en læge. En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske. En politibetjent er ikke bare en politibetjent. Vi har alle gennem årene specialiseret os for at levere god behandling til danskerne. Anerkend det nu.

I vil sænke vagthyppighedsreglen, så vi kan have (endnu flere) aften-nattevagter. I vil sænke betalingen for arbejde uden for almindelig arbejdstid. I vil ændre vores ansættelsesforhold, så vi inden for de enkelte regioner kan flyttes rundt som daglejere. Vi føler os behandlet som ludobrikker, hvor den ene er lige så god som den anden.

Den manglende anerkendelse heri gør ondt på fagligheden. Men ved I hvad, der gør lige så ondt? At jeg og andre kan se, hvordan det helt naturligt vil føre til forringet patientbehandlingen.

Og den betalte frokostpause? Hvilken pause? Vi gør alt, hvad vi kan for at få behandlet patienter til tiden og spiser frokost, som det nu måtte passe. Eller lader madpakken blive til dagen efter, fordi det endte med at være én af de dage.

Hvis vi nu skal betale for en pause, så må I også forvente, at den bliver holdt. Det bliver endnu en faktor, der skal tilgodeses i et uhyre kompliceret system, hvor alle små tandhjul er afhængige af hinanden. Det giver sig selv, at det nedsætter effektiviteten.

Når portøren spiser frokost, og patienter skal køres til operation, må de nødvendigvis vente på næste ledige portør (tro mig, de øvrige portører har i forvejen en lang liste af opgaver). Operationspersonalet må vente = mindre effektivitet. Og at forestille sig, at der er ekstra hænder, der kan dække; hænder, der ikke allerede er beskæftiget? No way.

Dét, der aktuelt får et spareramt sundhedsvæsen til at hænge sådan nogenlunde sammen, er et personale, der udviser fleksibilitet og omhu – et genuint ønske om at ville patienterne det bedst mulige.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det er del af en langsigtet plan om at udhule det offentlige væsen til fordel for en øget privatisering. Selv hvis dette var tilfældet, har vi som samfund en forpligtelse til at levere akut og højt specialiseret behandling, som aldrig ville kunne tilbydes i et privat regi.

Det vil altid være en underskudsforretning på papiret at have et akutberedskab. Altså – en økonomisk underskudsforretning. Men nu er mennesker vel ikke sat i verden alene for at skabe økonomisk værdi. Eller hvad?

Jeg ved ikke, hvordan denne konflikt ender. Med endnu mere mismod og resignation eller med en lettelsens suk over, at I endelig forstod det – jeg håber på det sidste. Ligesom alle andre offentligt ansatte gør. Jeg håber, at alle øvrige privatansatte danskere forstår, at vi kæmper alles sag, hvis vi ender i en konflikt.

Der er meget på spil her – meget mere, end jeg tror, at arbejdsgiverne har forstået. Vores omhu kan I ikke tage fra os, men arbejdsglæden og fleksibiliteten er på spil. Det er ingen tjent med – ingen.

Og, Mette Frederiksen – bare et godt råd her på falderebet: Hvis du bliver bedt om at stemme for et lovindgreb og derved legitimere tabet af den danske model, så vil jeg råde dig til at lade være.

Den eneste måde, vi som offentlige arbejdstagere demokratisk kan vise vores vrede ved et udemokratisk lovindgreb, er ved at benytte vores stemmeret. Du vil få tifold igen, hvis du lader den nuværende regering tage ansvaret for den kommende falliterklæring. Lad dem ikke slippe af sted med at gøre dig medansvarlig.

Lad os ende, hvor jeg begyndte; med Natasja: Jeg er nok ikke den eneste dansker, der aktuelt har lyst til at synge med på det andet vers i hendes oprørssang:

Det’ snak, det’ snik, det’ top retorik,

det’ ikk’ politik, det’ pis og polemik.