Uddannelsessnobberiets grimme ansigt: Skal du bare være tømrer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Nå, (indsæt selv et navn her), ved du så, hvad du vil læse?«

Alle unge omkring de 15 og 20 år frygter netop dette spørgsmål til de årlige familiesammenkomster. Jeg kan indrømme over for jer alle sammen, at det er de færreste, som er helt sikre – oftest nævner vi den umiddelbare uddannelse, der forekommer os mest tiltrækkende lige på stedet for ikke at blive mødt med en fordom om, at vi ikke har styr på vores liv.

Og det, vi svarer, skal vi virkelig være påpasselige med; så snart vi smider en mulig uddannelse ud i atmosfæren, vil den hænge i luften som en sur prut.

Folk vil gøre det til deres projekt at rådgive dig videre og spørge ind til alle aspekter af, hvordan du har tænkt dig at føre din karriereplan ud i livet. For fanden, altså. Havde du hele dit professionelle liv lagt i cement som 15-årig?

Hertil kan jeg tilføje, at jeg er opvokset i Holte, Nordsjælland – eller ”Hahl-te”, om man vil. Jeg har fulgt den åh så klassiske gyldne uddannelsesvej: 10 års folkeskole, tre års stx, gymnasial uddannelse, og, for søren, om jeg ikke tager mig en videregående uddannelse efterfølgende.

Dette er sød musik i nordsjællændernes ører.

Når 81 pct. af elever, som har færdiggjort grundskolen, er i gang med en gymnasial uddannelse året efter i 2016, anses dette næsten som værende den eneste vej, der egentlig giver mening for dig, som jo skal blive til noget.

Min storebror tog ikke en gymnasial uddannelse. Han er ved at tage en erhvervsuddannelse som tømrer.

Hvilken reaktion bliver han mødt med til familiesammenkomsterne? »Skal du være tømrer? Super – for du ved vel, at du også kan blive bygningsingeniør eller entreprenør via tømreruddannelsen, ikke sandt?«

Nej. Han vil ”bare” gerne være tømrer.

Uddannelsessnobberiet viser her sit diskrete, men grimme og uretfærdige ansigt, da Danmark, ifølge den årlige procentdel af optagne på erhvervsuddannelser, kommer til at mangle hænder inden for produktionssamfundet. Noget, der, faktisk, i en utopisk samfundsforestilling går hånd i hånd med videnssamfundet.

Dette ærgrer jeg mig over på min brors vegne. Han har valgt et fag, han holder af og er dygtig til, og mødes automatisk med en forventning om, at han burde udnytte sit ”fulde potentiale” og klatre hele vejen op ad karrierestigen.

Dette har fået ham til at blive væk fra familiesammenkomsterne. Han er træt af det – træt af, at han og jeg bliver satset på som to galopheste, hvoraf jeg altid bliver udnævnt som den vindende hoppe. Jeg forstår det godt; jeg er træt af at blive satset på som ”vinderen”.

De forventninger ved jeg ikke, om jeg kan leve op til.

Skulle jeg have en bedre chance i livet, blot fordi jeg vælger at tage en videregående uddannelse? Ja, det lyder smart, men jeg vil, muligvis, sammen med så mange andre være en overflødighed på arbejdsmarkedet om seks år, mens min bror er sikret arbejde, hvor han ved, der mangler.

Og dét, mine damer og herrer, er da smart for ham i det lange løb.

Så mit råd til jer, der har børn, nevøer, niecer eller bekendte, som skal til at søge ind på en uddannelse her til foråret, er: Lad være med at presse dem med ”karriereråd” – og vær så hjertelig varmt begejstret for, hvad end de har søgt ind på. Det sætter vi stor, stor pris på.