Der er nok af grædepile – lad arbejdsgiverorganisationerne græde det, de vil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ikke sjældent skal vi lægge øre til den evindelige klagesang fra Dansk Industri (DI) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om, at det praktisk talt er umuligt at opdrive nok arbejdskraft. Det til trods for at der fortsat er omkring 100.000 danskere, der er ledige.

Det eneste lyksaliggørende er mere udenlandsk arbejdskraft, må man således forstå. Og her er det altså ikke nok, at man uden videre kan hente højt kvalificeret arbejdskraft ind fra hele EU. Nej, end ikke Europa med dets omkring 250 millioner lønmodtagere med fri bevægelighed kan tilfredsstille arbejdsgiverorganisationernes enorme appetit på udenlandsk arbejdskraft.

DI og DA ser derfor gerne, at beløbsordningen, som handler om, hvor meget en udlænding uden for EU skal kunne fremvise på sin lønseddel for at få ophold i Danmark, bliver sænket. I dag er beløbet på 418.000 kr., hvilket rundt regnet svarer til en månedsløn på 34.800 kr.

34.800 kr. i månedlig gage virker på ingen måde odiøst, hvis man som virksomhed efterspørger højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ud over beløbsordningen er der også positivlisten, hvor en virksomhed helt uproblematisk kan ansætte udlændinge, hvis de udgør en gruppe af arbejdskraft, der henholdsvis er mangel på, og som besidder et vist uddannelsesniveau.

At der skulle være store rekrutteringsproblemer bekræftes da heller ikke ligefrem af det storkøbenhavnske erhvervs- og investeringsfremmeorgan, Copenhagen Capacity, som er finansieret af kommuner og regioner.

I et tilbud til danske virksomheder gør det opmærksom på gratis adgang til en pulje på mere end 4.500 internationale specialister.

Her kan virksomheder på baggrund af specifikke ansættelseskriterier få udpeget kandidater, der bedst matcher deres behov. Det harmonerer med andre ord ret dårligt med det billede, som der forsøges tegnet.

Man kan derfor ikke undgå at sidde tilbage med et indtryk af, at arbejdsgiverorganisationernes grædekor nok snarere skyldes ønsket om billigere arbejdskraft end reel mangel på arbejdskraft. Dermed ikke sagt at der ikke kan være visse virksomheder, der oplever rekrutteringsvanskeligheder. Men at ændre beløbsordningen vil kun øge risikoen for at undergrave løn- og arbejdsvilkår for helt almindelige danskere.

Løsningen er ud over de skitserede muligheder for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft først og fremmest at opkvalificere arbejdsløse danskere.

Derudover er der 10.000-12.000 unge, som ikke kan få en læreplads – selv inden for fag, hvor der ifølge arbejdsgiverne selv er mangel på arbejdskraft, kan ca. 2.000 unge ikke få en praktikplads.

Dertil kommer, at arbejdsstyrken stiger hastigt i de kommende år. Frem mod år 2025 ventes således en stigning på yderligere 120.000 personer.

Der er med andre ord rig mulighed for at rekruttere arbejdskraft, uanset hvor meget arbejdsgiverorganisationerne beklager sig. Som Raquel Rastenni sang i 1955: »Der er nok af grædepile – lad dem græde, det de vil.«