Er der et problem – så laver vi bare et forbud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danskerne elsker forbud – det har politikerne fundet ud af. Forbud er lig med handlekraft. Hellere et forbud for meget end et for lidt synes at være devisen. Dem, som ikke har dårlig samvittighed, kan jo ikke have et problem med forbud, lyder det fra mange medier og politikere. Dermed har man længst skabt et paradigme for en anstændig mening, som bliver ubestridelig og umulig at gå imod.

»Religiøs diskrimination« kalder juristerne i Justitsministeriet det, når politikerne vil forbyde de muslimske heldragter til kvinder. Så tryller de i stedet et forbud mod at tildække ansigtet i det offentlige rum frem. Undervejs freder man dog Bamse og Kylling og maskotter fra diverse fodboldklubber. Tilbage står man så med et forbud mod tildækning af ansigtet. Undtaget er dog tildækning med et anerkendelsesværdigt formål.

Hvad der begynder med omkring 200 religiøst tildækkede kvinder i Danmark, som politikerne ikke kan acceptere bærer deres religiøse klædedragt under hensyntagen til muligheden for at integrere dem, ender nu ud i endnu et forbud, som kun har symbolpolitisk betydning.

Man må sige, at det er store kanoner, politikerne ruller frem, for at skyde meget små mus og for at demonstrere politisk handlekraft – en af tidens politiske universalnøgler til genvalg. Mens vi så venter på, at det forbud bliver rullet ud, kan vi jo fundere over, hvordan det gik med andre af de forbud, politikerne fik indført, fordi et ganske stort flertal føler sig stadig mere kaldet til at forestå den almindelige opdragelse af danskerne.

For stadig større kontrol og opdragelse skal der til, for at vi alle kan bevare illusionen om evig velfærd og tryghed i verdens næsten lykkeligste land.

Knivloven – forbud og regulering af muligheden for at bære kniv i det offentlige rum: En hovsalov indføres efter nogle få hændelser, hvor der udøves vold i nattelivet med kniv. Efter en heftig mediedækning, hvor pressen anvender alle de kendte teknikker: fokus på offer og pårørende. Hvem tager ansvaret for det her? Noget må gøres. Krav om indgriben politisk.

Politikerne, som gerne vil vælges igen og igen, er ikke sene til at vise handlekraft. Snart har man endnu et forbud. Jeg tvivler på, at det forbud mod at bære kniv i nattelivet redder noget som helst. En potentiel voldsmand kan da bare smadre en flaske og stikke med den.

Hvem blev ramt? Tilfældige mennesker, som ikke skulle, mennesker, som slet ikke var lovens målgruppe. Spejdere, jægere, lystfiskere, håndværkere. Forretninger, hvis sortiment pludselig viste sig at være ulovligt. Sagesløse borgere, som aldrig kunne finde på at øve vold mod nogen.

Efter et par år blev loven så modificeret. Ikke afskaffet. Politikere afskaffer helst ikke love. Loven blev tilpasset, så de mest tåbelige konsekvenser af den blev ændret. De sagesløse mennesker, der nåede at blive ramt af den inden ændringen, må bare leve med det.

Hundeloven: Igen udløser ganske få episoder med hundebid en stor bevågenhed fra medierne. Politikkerne følger hurtigt efter. 13 hunderacer bliver forbudt. Kriteriet for forbud mod netop disse racer var ikke noget videnskabeligt bevist faktum. Nej, det gik mere på, hvilke hunde man syntes så mest bidske og truende ud.

For en sikkerheds skyld indførte man her omvendt bevisbyrde i forhold til hidtil praksis. Hundeejeren skulle bevise, at en af de 13 hunderacer ikke var repræsenteret i hans hund. En umulig opgave at løfte. Mange hundeejere, som aldrig har haft problemer med at styre hunden, bliver ramt af loven.

Nu synes vores konservative justitsminister sørme også, at det er dansk politi, som per konduite forventes at skulle skønne, om det er koldt nok til at bære elefanthue, eller om et kunstigt skæg er o.k. på nytårsaften.

Det politi, som nidkært efter politikernes anvisninger har lært at forfølge måltal for udskrivning af bøder. Det politi vil man nu have til så at sige på åstedet at afgøre, om maskeringsforbuddet er overtrådt.

Man kan med rette frygte, at der igen er lagt op til en gedigen bøderegn til sagesløse borgere, der bare ville varme ører og næse. Konduite, det var noget, den lokale betjent kunne udvise i gamle dage. Den tid er længst forbi. Jeg har noteret mig, at Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, ikke bryder sig om denne nye opgave. Det tjener politiet til ære.

I mellemtiden taler politikerne oftere og gerne om større bøder, flere forbud. Forbud, som udstikkes i alle retninger ledsaget af argumentet om, at ingen, som har ren samvittighed, jo kan have indvending imod disse forbud. Kan ingen trænge igennem til befolkningen og via stemmeurnerne stoppe umyndiggørelsen af danskerne?