Hold lægerne udenfor
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Politikere og medier fremstiller uvilje hos læger som årsag til, at smerteplagede danskere kan få adgang til et sikkert og gennemprøvet vidundermiddel.
Hold lægerne udenfor. Det er samfundet, der har et problem, som politikerne ikke kan løse, nemlig befolkningens smerter.
At løse problemet med teknologiske metoder har slået fejl.
Danmark har verdens højeste forbrug af afhængighedsskabende morfin, uden at politikerne har reageret.
Politikerne vil gerne vise handlekraft og tiltrække stemmer. Og årsagen til smerterne må ikke henføres til et samfundsproblem, som danske politikerne er ude af stand til at løse.
Ved at omdøbe cannabis til ”medicinsk cannabis” har politikerne gjort et samfundsproblem til et lægeligt problem.
Den samme fremgangsmåde er velkendt fra bl.a. medlidenhedsdrab, der blev spindoktoreret til lægeligt autoriseret ”aktiv dødshjælp”.
Der er intet i vejen for at holde lægerne ude af alt dette. Sæt cannabis til salg eller gratis udlevering i butikker, som er interesseret i at handle med cannabis.
Det er ret enkelt at holde kontrol med salg og udlevering, som f.eks. kendes fra jagtvåben og ammunition.
Har køberne af cannabis brug for vejledning, har både patientforeninger og politiske partier kyndige personer, der kan og vil vejlede, som det fremgår af medierne. Formentlig vil læger også gerne medvirke til uddannelse af konsulenter i brug af cannabis.
Læger er i forvejen kendt med, at mange patienter indtager mere eller mindre lovlige stoffer uden lægens medvirken.