Katolske krumspring på stedet
Jørn Arpe Munksgaard beskyldte på reformationsdagen 31/10 den danske reformationsfejring for manipulation og historieforfalskning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jørn Arpe Munksgaard beskyldte på reformationsdagen 31/10 den danske reformationsfejring for manipulation og historieforfalskning. I avisen 28/11 snurrer han stadig rundt på samme sted og mener, at undertegnede laver manipulatoriske Luther-krumspring, når jeg kritiserer ham for manglende viden (6/11). Det er pinagtigt at skulle bede en historiker om at kende sine kilder og læse en tekst. For at forsvare sig mod beskyldningen om ikke at kende sit stof opfinder han en skelnen mellem elitær forskning med nuancerne på plads og en offentlig manipulerende fejring. Men det går ikke. Hvis Jørn Arpe Munksgaard kan huske min kritik, så går den netop på, at han alene bygger på løsrevne citater og ikke tager hensyn til den enorme folkeoplysningsindsats, som har omgivet den officielle reformationsfejring. Her har adskillige af landets bedste forskere over hele landet sikret de nødvendige nuancer i den folkelige formidling. Hvordan Munksgaard kan læse min kritik så forkert, er der sikkert grunde til, men saglige er de ikke. Hvad man derimod med rette kan kritisere, er ikke den officielle fejring, men mange mediers dækning af reformationsjubilæet. Her er det nemlig meget lettere at trænge igennem med forenklede budskaber, der enten lovpriser Reformationen eller det modsatte, sådan som Munksgaards egne indlæg er gode eksempler på. Medierne har haft svært ved at forholde sig til de nødvendige nuancer, men det er hverken forskningsformidlingen eller det officielle jubilæums skyld.
Og hvad den nyeste forskning angår, kan jeg afsløre for Munksgaard og andre, at den er begyndt at trække væsentlig tykkere linjer mellem Reformationen og samfundsudviklingen. Og billedet er komplekst. Nogle linjer er negative, mens andre er langt mere positive, end Munksgaard vil bryde sig om. Han skulle hellere lære af sine mange katolske trosfæller i ind- og udland, der forholder sig sagligt til Reformationen og dens betydning.