Ordblindhed betyder ikke, at man er dum

Jeg skammer mig til tider stadig, når jeg skal læse op. Men vi bør nedbryde tabuet omkring ordblindhed.

Mit navn er Pernille Moesgaard Nielsen, og jeg er ordblind.

Jeg får tit spørgsmålene: ”Er det ikke hårdt at være ordblind?”, ”Har det ikke været svært”, ”Hvorfor har du valgt at gå på universitet, når du er ordblind?”, ”Hvorfor i alverden læser du dansk, når du er ordblind?”, ”Hvordan klarer du dig igennem det?”, ”Det er virkelig flot af dig” og jeg kunne blive ved.

Spørgsmålene bliver altid stillet med en snært af medlidenhed, hvilket jeg ser som et problem. Der er en tilbøjelighed til at have ondt af folk med dysleksi, hvilket fremstiller det som en svaghed, men hvorfor ikke i stedet gøre det til en normalisering samt en styrke? Jeg vil gennem dette indlæg fortælle min historie om at være ordblind, og hvor det har ført mig hen i dag med fokus på min egen udvikling og oplevelser.

Mit svar til spørgsmål som ovenstående er for det meste: ”Hvor der er vilje, er der vej!” Et slogan jeg med årene har lært at elske. For jo, det er hårdt og til tider helt håbløst som ordblind at læse lektier, skrive opgaver og endda begå sig på arbejdsmarkedet. Specielt, hvis man er pinligt berørt over at være ordblind. Det har jeg i den grad været. Min tidligere pinagtighed skyldes, hvordan dysleksi bliver fremstillet. Nemlig som et tabu eller rettere sagt som dumhed.

Mine kampe med dysleksi har andre med så mange andre ting. Jeg synes derfor ikke, at man behøver at have ondt af personer med dysleksi. Vi kan få nogle hjælpemidler, som kan få os op på niveau med andre fagligt. Diagnosen skal bare stilles tidligt. Der skal tages hånd om elever med læsevanskeligheder frem for at sætte dem i venteposition, hvor de bliver spist af med, at det nok skal komme. Her kan det nemlig være muligt at finde forskellen mellem børn med andre vanskeligheder og børn med dysleksi.

Jeg får stadig en knude i maven ved tanken om diktaterne og de tvungne højtlæsninger i undervisningstimerne.

I september 2016 startede jeg på danskstudiet på Syddansk Universitet. På mit 1. semester spurgte en af min undervisere mig, om jeg havde dysleksi, efter at have læst nogle af mine skriveøvelser. Dertil kunne jeg svare, at jeg selv var overbevist om, jeg havde dysleksi, men jeg aldrig rigtig havde fået det konstateret.

I folkeskolen fortalte min klasselærer altid mine forældre, at jeg bare var bagud, og at de skulle give mig tid, så skulle jeg nok komme op på de andres niveau. Jeg får stadig en knude i maven ved tanken om diktaterne og de tvungne højtlæsninger i undervisningstimerne. Mine færdige diktater havde frem for tre fejl, kun tre rigtige. Min højtlæsning mindede mere om en ridset CD, der sad fast end reelle ord, der skulle komme som en flydende smuk smøre efter hinanden. Højtlæsning er for mig stadig en kæmpe fascination, hvordan nogen helt flydende og uproblematisk kan læse op for andre, det er smukt!

Jeg skammer mig til tider stadig, når jeg skal læse op. Ikke fordi jeg ikke kan læse, for det kan jeg. Men fordi tanker om, at jeg ikke kan, sidder så dybt i mig. Jeg er overbevist om, at dette skyldes de utallige gang,e jeg har fået at vide, at jeg bare er bagud …

Jeg skammer mig til tider stadig, når jeg skal læse op. Ikke fordi jeg ikke kan læse, for det kan jeg.

Hvordan tror du, det er for en lille pige, der bare gerne vil være som de andre? Det at få at vide gang på gang: ”Du skal bare øve noget mere, læse noget mere og lave dine lektier, så skal du nok lære det.” Når det var præcis det, du prøvede på selvom stavning og læsningen var den mest udmattende og langtrukne tortur, du kunne blive udsat for. Det tog mig gerne 15-20 min. at læse én side i den gule Søren og Mette læsebog 0-1 klasse. Jeg husker tydeligt, at mine klassekammerater var noget længere fremme i bøgerne, før jeg fik lov at komme videre til en anden bog. Her kunne mine klassekammerater altså direkte se, at jeg var bagud, hvilket jeg skammede mig over.

Jeg fik ekstra undervisning i stavning og læsning i folkeskolen, men hvad nytter det, når du i stedet bliver anset af dine klassekammerater som ekstra dum, fordi ingen har forklaret dem dit problem. Et problem jeg ikke selv fik forklaret, fordi jeg var jo bare bagud …

I gymnasiet nedprioriterede jeg lektierne, fordi min indstilling var, at det ikke nyttede noget alligevel.

I gymnasiet nedprioriterede jeg lektierne, fordi min indstilling var, at det ikke nyttede noget alligevel. Jeg tænkte så ofte, at jeg var jo bare var dum og alligevel aldrig ville komme op på de andres niveau. I 3. g. blev jeg tjekket for dysleksi, men min underviser kom desværre til at slette min test, så jeg skulle tage den på ny. I 3. g. begyndte jeg så småt at acceptere, at jeg havde et problem, men alligevel valgte jeg, da jeg skulle gentage testen, at svare rigtig på de spørgsmål, som jeg havde svaret forkert på tidligere. Som ordblind har jeg nemlig lært mig selv at huske ekstremt godt. Det er også på den måde, jeg i dag staver. Jeg ser ord for mig i stedet for at stave mig igennem dem. Jeg blev altså derfor ikke erklæret ordblind, hvilket mærkeligt nok gjorde mig utrolig ked af det. For hvis jeg ikke var ordblind, var jeg så bare dum? Jeg gik ud af gymnasiet med tanken ”Jeg skal aldrig i mit liv på universitetet, det rækker mine kompetencer ikke til.” I mine sabbatår ændrede min indstilling sig radikalt. For selvfølgelig skulle jeg på universitetet. Jeg skulle lære at formulere mig formelt og flot både på skrift og verbalt, og det skulle jeg for at kunne hjælpe andre med samme problemer som mig. Jeg begyndte nemlig at tro på mig selv!

På Syddansk Universitet er jeg som sagt endelig konstateret ordblind. Det er en dag, jeg nok aldrig vil glemme. Den uvished og uforståenhed, der med et lettede sig fra mine skuldre, var ubeskrivelig.

Jeg har haft mange nederlag i forhold til min dysleksi gennem min skolegang, hvilket har gjort, at jeg i dag tredobbelt tjekker alt, hvad jeg skriver. Situationer, hvor jeg skal skrive, og folk kan kigge mig over skulderen samtidig, er stadig utrolig grænseoverskridende for mig. Knuden i maven kommer lige så stille listende. Jeg er dog nu nået dertil, hvor jeg har accepteret min dysleksi, hvilket jeg i den grad ikke altid har kunnet. At jeg har fået konstateret og selv accepteret min dysleksi har været den største hjælp af dem alle. Da jeg begyndte at acceptere det, udviklede jeg mig enormt meget både som person, men også fagligt. Tingene begyndte at give mening for mig.

Jeg blev altså derfor ikke erklæret ordblind, hvilket mærkeligt nok gjorde mig utrolig ked af det. For hvis jeg ikke var ordblind, var jeg så bare dum?

Min dysleksi har også givet mig en viljestyrke som i dag ikke er så nem at pille ned. Når jeg sætter mig et mål, har jeg tænkt mig at gennemføre det. Om det er stædighed, viljestyrke eller et bevis over for mig selv eller andre, at jeg kan, hvad jeg vil. Det ved jeg ikke endnu. Men anerkendelsen overfor ordblindheden har gjort en verden til forskel.

Jeg har som sagt valgt at tage en videregående uddannelse, som er en kæmpe udfordring i sig selv. Men en videregående uddannelse er en udfordring både med og uden dysleksi! Derfor opleves førnævnte spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at læse på universitet, når du er ordblind?” nedværdigende. Jeg ved godt det ikke er ment sådan, men det skyldes igen den måde, hvorpå dysleksi fremstilles. Med en bredere og fælles forståelse for dysleksi og ved hjælp af de rette hjælpemidler til den enkelte kan personer med dysleksi opnå ligeså høje resultater som andre og derved forfølge deres drømme, hvad end drømmen måtte være. Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er af min far: ”Du kan kun tage én bid af elefanten ad gangen”. Tag et skridt ad gangen, og du vil nå dine mål lige meget, hvilke problemer du bakser med.

Målet med dette indlæg er at sætte større fokus på dysleksi. Få den medlidende tone væk og i stedet opbygge en forståelse for diagnosen.

Dysleksi er en stor del af mig, som jeg i dag taler åbent om og til tider tager lidt pis på. Jeg håber andre i samme situation vil gøre det samme og snakke højt om dysleksi. Vi bliver nødt til at få fat i børn og unge med dysleksi tidligt, så de kan få den hjælp de har brug for. De fortjener ikke at føle sig anderledes og forkerte, fordi de har svært ved læsning og stavning. Først at få konstateret dysleksi på universitetet er helt forrykt.

Jeg har selv valgt at gøre dysleksi til en af mine styrker frem for svagheder, hvilket jeg håber, andre også vil!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.