Kære talblinde Føtex-kasseassistent, tak for megagod betjening og de tanker, du satte i gang

Forleden var jeg nede og handle i Føtex. Som sædvanlig blev en liter mælk og en pakke hakket oksekød forvandlet til en fyldt indkøbsvogn. Jeg bevægede mig op til kasserne og stillede mig i en tilfældig kø og hev telefonen frem for at skimme de seneste nyheder og få et overblik over de sociale medier, indtil de tre personer foran mig havde fået betalt deres varer.

Pludselig fangede din stemme mig dog. Hver gang du bippede en vare ind, sagde du: “Og vææærsgo….(bip)….sååådan….(bip)….her du….(bip)….vupti….”.

Jeg pakkede min telefon væk. Jeg kunne ikke lade være med at kigge lidt med. Du var meget entusiastisk i dit arbejde. Ved første øjekast slog du mig ikke som den typiske kassemedarbejder. Snarere kunne du forveksles med en god, gedin bartender på en snusket beværtning, der fortalte røverhistorie natten lang, alt imens du langede bajere over disken.

Du fangede kundernes opmærksomhed på en helt fantastisk måde. Den måde du smalltalkede på var ret beundringsværtigt. En ældre dame købte bl.a. noget kød og en trøje hos dig. “Nå, du skal nok hjem og spise god mad, hva’?”.  Da trøjen blev bippet ind, sagde du: “Wow, den er sgu pæn”. Jeg er ret sikker på, at hun fik lidt røde kinder. På den gode måde.

Da turen kom til mig, fik jeg samme gode behandling som de andre. Du snakkede og smilede. Jeg bad om 550 kr. over beløbet. Du ændrede dig lidt, men sagde dog: “Naturligvis frue”, alt imens dine øjne nu var fæstnet til skærmen foran dig. Du hev lommeregneren frem. Jeg pakkede mine varer. Du blev stille og kiggede frem og tilbage mellem lommeregner og skærm. Tastede ind på din lommeregner, slettede igen, for derefter atter at taste ind på din lommeregner.

“1137 kr. tror jeg, det bliver, hvis jeg har regnet rigtigt,” sagde jeg forsigtigt, alt i mens du nikkede anerkendende. Du kiggede fortsat forvirret på lommeregneren. Du vinkede en kollega hen til dig. “Hvordan skriver man 1137,” spurgte du stille. Hun svarede sødt “et-et-tre-syv”. Du kiggede undskyldende på mig og sagde: “Ja, jeg er sgu både ordblind og talblind!” og grinede nervøst.

Men kære ordblinde Føtex-kasseassistent. Op i røven med det, big time! Du charmerede den ældre dame, fik jakkesætmanden til at grine og vinke til dig, da han gik, og mig til at føle mig super godt tilpas. Du samtalede. Noget mange desværre ikke er gode til i dag. At du bruger to minutter ekstra på at finde ud af, hvordan man skriver et tal, er fuldstændig ligegyldigt. For du fik på en eller anden tosset måde mig til at huske den tur i Føtex.

God service er ikke altid bare et Jeg-kan-suse-dine-varer-igennem-på-4 ½-sekund og at afslutte med et “hav en fortsat god dag” i fuldstændig samme monotone og ligegyldige toneleje, som de 10 andre, der lige har været igennem kassen, blev udsat for. Så tak til dig. Tak fordi du lige fik mig til at tænke på, at det faktisk er okay, at der er nogle ting man ikke mestrer til et 12-tal. Men at man kan hive den hjem på så mange andre måder. Alt behøver ikke være perfekt! Lad os hylde det uperfekte og gøre dét til det nye sort.

Og tak for megagod betjening!

Indlægget er oprindeligt udgivet på skribentens blog Lillemor