Visioner er vejen frem
DET ER ikke nok kun at tænke et budgetår frem, hvis man skal drive fremtidens virksomhed.
Langtidsplanlægning er altafgørende for ikke at sakke bagud, ikke bare når det gælder om at kunne konkurrere på de internationale markeder, men også når det gælder om at tiltrække og fastholde de mest kvalificerede medarbejdere.
Virksomheder skal tænke i visioner og derefter finde den rigtige strategi og taktik for at nå visionen.
Ledere, som ikke har gjort sig klart, hvor de vil hen og har tænkt over, hvad deres vision for virksomheden egentlig er, kommer let til at bruge unødige ressourcer og når derfor ikke nær så langt, som de faktisk kunne, hvis de fra starten havde haft styr på deres vision.
Hvis du ikke ved, hvor du vil hen, kan det faktisk være ligegyldigt, hvilken vej du vælger, siger Filur-katten i "Alice i Eventyrland".
Eller sagt med andre ord: Hvis du ikke har styr på din vision, kan det være ligegyldigt, hvilken strategi du vælger.
Virksomheder, som planlægger længere frem end til næste budgetår, vil være mere responsive og dermed hurtigere kunne omstille og tilpasse både produktion og medarbejdere, til nye og ændrede vilkår.
Globaliseringens muligheder vil kræve, at vi ruster Danmark bedre, men også at hver enkelt virksomhed er godt rustet, parat til forandringer og selv bidrager med fornyelse.