Kronik: "Det fynske Skagen"

»Jeg forsikrer dig at jeg disse to sidste Dage har gaaet rundt med en Fornemmelse, som jeg nu endelig havde fundet noget, jeg hele min Levetid havde gaaet og ledt efter«. Sådan skriver en bjergtaget Fritz Syberg hjem til Anna i 1901, da han første gang oplever den storslåede natur på Fyns Hoved.

Fra midt på Hindsholm fører kun én ej op mod halvøens spids. Vejen går gennem et stortformet herregårdslandskab mellem kuplede bakker og talrige oldtidshøje. Ligesom Jyllands nordspids bliver også nordspidsen af Fyn smallere og smallere på vej mod sit toppunkt. I begge tilfælde forlener havets nærhed området med et særlig lys, der har virket dragende på generationer af kunstmalere.

For de mange forfattere, der har fulgt i malernes spor, gælder det næsten uden undtagelse, at de har fæstnet sig ved Fyns Hoveds præg af oprindelighed, af vild og uberørt natur. Næppe noget andet sted i Danmark indgyder en stærkere følelse af at stå midt i det landskab, der har omgivet landets første beboere, før menneskets indgreb for alvor forandrede landskabet.

Som den første kunstner havde Theodor Philipsen taget vejen op til Fyns Hoved i begyndelsen af 1870'erne, da han gæstede baronen på den nærliggende herregård, Schelenborg. Men lokalitetens gennembrud som "malerbiotop" kommer først med fynbomalerne omkring århundredskiftet.

Sidst på året 1901 er Fritz Syberg på et månedlagt besøg hos Johannes Larsen i Kerteminde, et besøg som efter forudgående aftale skal inkludere et maleophold på Fyns Hoved.

Midt i december indlogerer de to malerkammerater sig hos en gårdejer i den nærmeste landsby. Man får nærmest fornemmelse af en ødemarksekspedition, når Syberg taler om, at alt ser umådelig øde og menneskeforladt ud, og at de marcherer i timer for at komme fra sted til sted. »Vi bor i et Værelse, hvor Væggene gnistrer af Rimfrost og Lagnerne er saa isnende kolde, saa jeg har en Fornemmelse af, at vi pakker os ind i en Snedrive«. I den klingende frost bliver der arbejdet koncentreret fra daggry, og de lange traveture bliver ifølge Larsen omsat i en glubende appetit: »Vi begyndte som sædvanlig med Øllebrød og Kaffe og Julekage, og til Middag fortærede jeg 1½ Portion sagovælling og 3 stegte Torsk med Brød og Kartofler, Kaffe og Julekage og til Aften spiste vi Knortegaasen, der var ganske udmærket, og bagefter Smørrebrød«.

Besøget bliver udslagsgivende for familien Sybergs valg af permanent beboelse, da den flytter til Pilegården uden for Kerteminde i sommeren 1902. Nu er Fyns Hoved inden for overkommelig afstand, og allerede i juli er Fritz Syberg tilbage og kan konstatere, at stedets magnetisme er usvækket i sommertiden. For en eftertid er det den lyse, lette stemning i Sybergs sommerbilleder, der er blevet indbegrebet af Fyns Hoved.

I årene frem til 1910 boede familien Syberg stort set hver sommer på Fyns Hoved. I den lille bugt bag Korshavn havde Syberg sammentømret to sommerhytter, der udgjorde den primitive ramme om familiens sommertilværelse. Den nye motivverden banede vej for et skift i Sybergs produktion. Ganske vist havde han også tidligere dyrket vandfarven, men under opholdet på Fyns Hoved blev akvarellen helt dominerende. Forståeligt nok faldt det Syberg naturligt at formidle den sorgløse sommerstemning i lette, lyse akvareller.

De tidligste billeder fra Fyns Hoved afspejler Sybergs fornemmelse af at opleve den lykkeligste periode i sit liv. Det er billeder af børnene og deres leg i vandkanten, og de fleste af dem er holdt i lyse, optimistiske farver. Stilen er vitalistisk, og som hos en række af tidens andre førende kunstnere er det det nye århundredes optimistiske livssyn, der slår igennem.

Johannes V. Jensen har givet et stemningsmættet billede af familiens sorgløse sommertilværelse på den isolerede lokalitet: »De boede på selve stranden som en stenalderfamilie, i to transportable kasser, ikke større end badehuse, de og en rudel hvidhovede børn, som kom op fra vandet til måltiderne og forsvandt i den sommerblå fjord igen.

Tilværelsen var amfibialsk blandet sammen af vand og solskin, strandblomster, Mejlø i en luftspejling, skyer og hav; til den anden side Storebælt med sejlere og røg, en mægtig solet blåhed, opad i rummet og til alle sider, en flygtig champagnefrådende sø, hvor vi badede og blev nye fra hoved til fod som i ungdommens kilde«.

Sybergs billeder gennemgår en dybtgående ændring midt i årtiet. Optimismen afløses af et mørkere livssyn, og i 1906-08 dominerer de små oliebilleder, der oftest skildrer det mørke, truende vejrlig som i rækken af billeder af ankerliggere under en ildevarslende, sortladen himmel.

I 1908 tager Syberg på inspirationstur til Holland og Frankrig, og mødet med den flammende franske impressionisme bliver en øjeåbner. Da han kommer hjem, fører det til næsten årlige stilskift. Kunstkritikeren Leo Swane omtaler Sybergs 1908-produktion som den "brankede" stil med en dominans af brunmættede farvetoner. Året efter er det den "spraglede" stil, hvor de grønne og violette farver er nye på Sybergs palet.

Det er Sybergs kunstneriske nyorientering, der gør ham interessant for datidens unge danske malere, der på stribe aflægger ham besøg på Fyns Hoved. Mange af dem, eksempelvis Jens Adolf Jerichau, Olaf Rude og Sigurd Swane, fik gæstfrit anvist plads i den ene af de to sommerhytter.

Sommeropholdene på Fyns Hoved hørte op, da familien Syberg i 1910 flyttede til Italien. Her kunne Fritz sidde og tænke tilbage på den lykkeligste periode i sit liv: »Jeg tør slet ikke tænke paa Fynshoved paa anden Maade end at jeg glæder mig ved Erindringen om "den store Sommer"«, skriver han i et brev til Johannes V. Jensen.

For Johannes Larsen havde Fyns Hoved indgået som en central del i hans motivverden, siden han som helt ung midt i 1880'erne havde besøgt stedet sammen med en flok malerkammerater fra Zahrtmanns skole. Han afsluttede sin langvarige affære med Fyns Hoved med maner, da han i 1923-24 brugte stedet som afsæt for en af sine stærkeste kunstneriske præstationer, trilogien "Edderfugletrækket". På tre store lærreder, der senere fik plads på Christiansborg, skildrer han det vinterlige, barske og frosttindrende Fyns Hoved både "Morgen", "Middag" og "Aften".

I det første billede mødes jægerne af de hvidtakkede, truende bølger, der slår ind over de tangdækkede strande i solopgangen. I Middags-billedet, som Leo Swane svang sig op til at betegne som et af de betydeligste i dansk kunst, ses Fyns Rev, hvor Kattegats og Storebælts bølger mødes i et brusende favntag, mens et edderfugletræk glider hen over den vinterblege himmel.

Trilogien afsluttes med de rygvendte jægere, der vender hjemad med det blodige bytte hængende i bundter over skuldrene.

Midt i 1920'erne havde ikke mindst Sybergs billeder fra det sommerlige Fyns Hoved gjort så god reklame for stedets uomtvistelige naturværdier, at Hindsholms nordspids blev målet for sommerturister i stort tal. Parallellen til Skagen er slående. Først opdager en lille gruppe malere en afsides naturskønt og uspoleret plet, hvorefter de gennem deres kunstneriske virksomhed drager opmærksomheden mod stedet. Som derefter hjemsøges af turister i tusindtal.

Næppe havde Syberg og Larsen taget afsked med Fyns Hoved, inden næste kuld af malere stod parat til at overtage stedet. Det var unge kunstnere, som tog tråden op fra de etablerede fynbomalere og fortsatte i en stil, der havde udspring i den umiddelbare natursansning. Det var yngre fynske malere som Niels Hansen, Sophus Paulsen og Sarus Nielsen.

I det følgende årti var det en ny generation af unge kunstnere, der med afsæt i traditionen fra de gamle fynbomalere udviklede en selvstændig, moderne naturalisme.

I begyndelsen af 1930'erne slog den unge Sven Havsteen-Mikkelsen sig ned i Kerteminde og indgik i en slags elevforhold hos Syberg. Både dengang og senere søgte Havsteen-Mikkelsen til Fyns hoved, hvor han kunne finde sit yndlingsmotiv, det urnordiske landskab uden spor af den civiliserede verdens destruktive spor.

Også Mogens S. Andersen hentede i begyndelsen af sin malerkarriere inspiration hos Fritz Syberg. I 1939 flyttede han til Over Kærby ved Kerteminde og bosatte sig dermed lige midt i "Syberg-land". Både fjordlandskaberne ved Kerteminde og den vilde natur ved Fyns Hoved fastholdt han i kraftige, ekspressionistiske billeder, der nogle gange nærmede sig ren abstraktion. Somrene på Fyns Hoved stemte dog snarere sindet til udtryksfuld naturalisme som i det store oliemaleri "To børn i jolle ved Korshavn". I et par år under krigen boede han netop i Korshavn sammen med kollegaen og svogeren Svend Saabye.

Også i perioden efter Anden Verdenskrig kunne de kunstneriske spor fra de gamle malere føre den nye generation mod Fyns Hoved. Inspireret af Johannes Larsen og Havsteen-Mikkelsen slog Kjeld Heltoft sig i midten af 1950'erne ned på det yderste af Hindsholm.

Efter et fravær på fem år vendte Kjeld Heltoft tilbage til Hindsholm, da han i 1962 bosatte sig i den gamle skole i Nordskov sammen med sin hustru, maleren, grafikeren og billedhuggeren Gerda Andrea. Hvor det tidligere havde været grafikken, der var Kjeld Heltofts foretrukne udtryksform, blev det nu oliemaleriet, og et af de ofte tilbagevendende motiver var forblæste hvidtjørn på den ubeboede naboø, Mejlø.

Også Gerda Andrea fandt sine motiver i landskaberne omkring Fyns Hoved, som blev skildret i sarte pasteller, et medie hun mestrede i sjælden grad.

I den lange række af kunstnere, der har taget deres afsæt i Johannes Larsens kunst, står maleren og billedhuggeren John Olsen centralt. Som ganske ung aflagde han i 1959 den gamle mester et besøg, som fik vidtrækkende betydning for hans videre livsbane.

»Efter besøget tog jeg videre ud på Hindsholm, hvor jeg boede en uge i en stor gammel halmstak på Jægerhotellet og fangede fladfisk og drak mælk fra den nærmeste gård til medbragte havregryn. Jeg tegnede Fynshoved fra alle sider, gik langs stranden og blev mere og mere forelsket i Fyn og tænkte, at her vil jeg gerne leve engang«.

Tanken blev realiseret en del år senere, da John Olsen slog sig permanent ned på Hindsholm.

Fyns Hoveds natur og områdets position i kunsten har betydet en fortsat stor koncentration af kunstnere på Hindsholm. Blandt nutidens aktive kunstnere er der flere, som er født og opvokset på det nordlige Hindsholm, oven i købet af forældre, der selv har været udøvende kunstnere på Fyns Hoved.

I perioden frem til 28. august kan man på Johannes Larsen Museet se udstillingen "Fyns Hoved og kunstnerne".