At kunne se skoven
ORDSPROGET SIGER, at det kan være vanskeligt at se skoven for bare træer: man fatte ikke sagens kerne, selv om - eller snarere fordi - man er omgivet af kendsgerninger og indicier, der entydigt viser hen til sagens kerne.
Således er det jo ofte i kærlighedssager. Den ene part bombarderes med opmærksomhed: blomster, kærlighedsytringer i tale og breve, opmærksomhed og opvartning, og kan alligevel ikke se, det som det drejer sig om: Det, som alle de udlagte spor skal få hende til at blive opmærksom på, nemlig den andens kærlighed til hende.
Lignelsen om de betroede talenter handler om Guds kærlighed. Med Guds kærlighed forholder det sig sådan ifølge Det Nye Testamente, at den er en sand gave til mennesket: »For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv,« siger evangelisten Johannes.
Enhver, som tror på Jesus Kristus, har modtaget hans kærlighed - og det nåde over nåde. Det afgørende er derfor, at de talenter, som Gud med sin kærlighedsgave har uddelt, går rundt overalt omkring os i vor verden.
Vi kalder dem i almindelig dagligdags tale for medmennesker. Skal vi tale nytestamentligt, bruger vi ordet næsten, om den talent, vi har fået givet af Gud. Det særlige ved gaven er altså, at den pga. Guds kærlighed møder os som opgave.
Konkret fortæller lignelsen, hvad det vil sige, og hvad det betyder at vende ryggen til de talenter, vi har modtaget som gave fra Gud.
Den tredje tjener, den dårlige og dovne, ham som kun fik betroet en talent, viste Gud sin tak for kærlighedens gave ved at give næsten (talenten) en kold skulder. Den talent, han havde fået betroet, altså det menneske, det var blevet ham betroet at blive en næste for, lod han sejle sin egen sø.
Så må vi gerne medtænke Jesu ord (Matt.25,31-46) fra det afsnit, der følger lige efter lignelsen om de betroede talenter hos Mattæus: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig!« og »Alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!«
Det første kan siges positivt om de to gode tjenere, der fordoblede deres talenter. Det sidste om ham, som lod talent være talent; dvs. lod næsten i stikken.
Lignelsen kan ses som en omvendt samaritaner. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner er fokus på ham, der gjorde det rigtige. De to, der gik forbi, hører vi ikke mere om. Det gør vi så til gengæld her i lignelsen om de betroede talenter. Her er det den dårlige og dovne tjener og hans afvisning af at tage mod talenten, gaven fra Gud, som den opgave næsten (en af disse mindste) udgør.