Tag et brækmiddel

"TAG ET brækmiddel", kalder den tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Sven Ove Gade sin nye debatbog om folkekirken. En overskrift, der er hentet fra Søren Kierkegaard, hvis kirkekamp han til dels gør til sin egen.

Sådan en lille pamflet man sikkert kan gå hen og blive glad for, hvis man er sindet i retning af at være godt og grundig træt af en pæn del af Folkekirkens præster samt dens institution. Sådanne bøger er der altid et behov for. En slags syrebad, som kan bruges til at dyppe de selvgode præster i, der efter Gades optik ikke passer deres kristne forpligtigelse med at missionere ifølge Mattæus' ord om at forkynde for alle folkeslagene.

Det er Gades egentlige ærinde at kalde til mission og revse de præster, han betegner som kælne kulturformidlere og fidusprædikanter, der giver stene i stedet for brød.

Sven Ove Gade har været i kirke 15 gange i forskellige kirker. Generelt har det været okay. Men et par gange, i ungdomskirken Brorsons Kirke på Nørrebro og i natkirken i Københavns Domkirke, har det været en fæl oplevelse.

Sven Ove Gade kommer angiveligt fra en indremissionsk baggrund og har nu også fået en hang til det tidehvervske og til Søren Kierkegaard, der gør ham ude af stand til at se, at kirkens forkyndelse er sprængfyldt af missionstrang, ligesom dengang Gade som dreng sad i petroleumlampens skær hos sin bedstefader, der var lægmandsprædikant.

Ind i en sammenhæng

Det er der sådan set ikke noget galt med, men folkekirkens præster og kirker har en større bredde og måder at udtrykke sig på end i 1930'erne. Ikke at møg bliver guld, fordi det kaldes moderne af præsterne. Men den evige knevren om Søren Kierkegaard og Martin Luther og deres store fortjenester for den danske folkekirke er heller ikke til at holde ud, når Kierkegaard og Luther ikke sættes ind i den givne historiske sammenhæng, når man tager sig for at kalde til kirkekamp.

Sven Ove Gade kan heller ikke lide den nye salmebog. Han deler som mange af os en stor kærlighed til Kingo og Brorson. De nye salmer derimod modvirker ifølge Gade fornemmelsen af evigheden. Måske lige med undtagelse af den pæne (og nye) salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersens er de nye salmer lige til brokkassen.

Trods det væsentlige og sympatiske arbejde, det er at få placeret Sven Ove Gade i evigheden, når den tid kommer, er den nye salmebog kommet for at blive af en god grund. Man kan mene, at det ikke mere er som i gamle dage, men de nye salmedigtere giver mulighed for nye fortolkninger af de gamle sandheder. Netop for at kunne missionere blandt nutidens kirkegængere, der i øvrigt ikke fratages muligheden for også at synge fra de gamle skatte, der i rigt mål og historisk tilbageført også findes i salmebogen.

Det samme kan jo siges om præsternes prædiken. Der ases og mases, og det er jo vilkårene med at forkynde. Hvis ikke biskopperne skal til at udstede en fatwa mod nogle af de samme præster, der bliver præget af evangeliets ord om næstekærlighed, så er det svært af undgå, at prædikenen ikke også komme til at handle om de livsvilkår, vi lever med til daglig.

Gade har ret i, at politiske prædikener ikke må være partipolitiske. Men dertil så at sige, at prædikener, der taler ind i den politiske virkelighed, er ukristelig moraliseren og mod enhver kristen mission, er nok at tage munden for fuld, selv for Sven Ove Gade.

Den muslimske virkelighed i Danmark præger os alle. Folkekirkens præster har masser at gøre med at missionere der. Også mere end vi gør nu. Gade har også ret i, at vi oplever følgerne af et traditionstab hos de unge. Gades bog kan bruges til at minde os om det, når ret nu skal have ret.