Danmarkshistoriens største eksperiment
Mange har ikke forstået alvoren i danmarkshistoriens største og mest risikable eksperiment: at prøve at indsluse hundredetusinder af mennesker med en fremmedartet kultur.
I JP 26/11 bliver Søren Krarup af Flemming Pless beskyldt for at skrue sig op i et hjørne med sin bekymring og sine forudsigelser om et fremtidigt ustabilt Danmark.
Indlægget afslører, at Flemming Pless - og med ham sandsynligvis mange toneangivende socialdemokrater - stadig ikke har forstået en brik af situationens alvor.
Hans parti har, sammen med den øvrige venstrefløj og de gamle borgerlige partier, gennem de seneste to-tre årtier iværksat danmarkshistoriens største og mest risikable eksperiment: At forsøge at indsluse hundredetusinder af mennesker i vort samfund, en i forhold til den danske meget fremmedartet kultur, på fredelig og uproblematisk måde.
Klog og fremsynet
Kloge, fremsynede og modige mennesker, som f. eks. Søren Krarup, har for længst påpeget det vanvittige i eksperimentet og forudsagt, at det ville mislykkes.
Men typisk nok er den største forbrydelse, man kan begå her i landet, at have haft ret fra begyndelsen. Det er utilgiveligt at have sagt sandheden på et tidspunkt, hvor de førende kredse ikke kunne se den.
Jeg har for øvrigt meget svært ved at se komikken i, at København måske om 50 år - eller snarere før, hvis man skal tro statistikkerne - har muslimsk flertal. Hvad morsomt der er i det, må Flemming Pless gerne forklare.
Og så må han også gerne forklare, hvordan han forestiller sig, at de skræmmende perspektiver skal imødegås.
Hans parti har jo gjort mange desperate forsøg på at fremme integrationen uden synderlig succes.
Derimod arbejder Søren Krarup sammen med sine partifæller målrettet og realistisk på at forhindre opfyldelsen af sin egen profetis yderste konsekvens.
Ildevarslende
Udtalelser som Flemming Pless' varsler ilde for det store parti.
Han og hans meningsfæller risikerer at skubbe partiet ind i en dødsspiral, hvor den eneste overlevelseschance er at gøre som de radikale har gjort: At gøre sig til talerør for den talmæssigt stærkt voksende vælgergruppe af nydanskere.