Ude af proportion

»Ude af proportion(er)« er blevet de pro-palæstinensiskes nye motto. Det svarer til de sammes retoriske formel i forlængelse af Muhammed-tegningerne: »Ytringsfrihed, men…«. Med den formel kunne de blæse og have mel i munden. De bekendte, at de var demokratiske; at ytringsfriheden var dyrebar, men at man da ikke behøvede at bruge den. Så nu messer de: »Israel har lov at forsvare sig, men . . .«

Israel burde efterleve princippet øje for øje, tand for tand. Ellers er det ude af proportion. Hvad er det så, at de mener, Israel skulle have gjort for at standse terroren? Jo, de må mene, at når gazaerne har dræbt en jøde, så må jøderne også dræbe en gazaer. Og så kan man jo blive ved.



Hvis de iranske raketter rammer et jødisk barn, så skal israelerne finde et arabisk barn, som de kan dræbe. Det er Uffe Ellemanns og andres fremtidsvision. Noget for noget.



Hvad nu proportioner angår, da må man først sige: Mediedækningen er ude af proportion. Reaktionerne er ude af proportioner. Ganske som reaktionen var imod Muhammed-karikaturerne.



Medierne er ude af proportioner, fordi de følger princippet ”Jews News”. Det gælder også danske medier. Det er ganske enkelt værre, når jøder slår en muslim ihjel, end når der dræbes 100.000 i Uganda eller Congo. Hvor er billederne af hospitalerne i Darfur? Hvornår har vi set en sønderbombet sudansk ambulance? Tamilernes kamp negligeres.



Hvordan med muslimer der dræber muslimer i Irak eller Afghanistan? Hvor er medierne? Ved Folkekirkens Nødhjælp ikke, at man i Gaza bruger ambulancer til våbentransport? Jo da.



Medierne godtager den særlige arabiske billedretorik, der er stereotyp, og næsten altid viser mænd bære døde børn, eller som viser mylderet på et stort hospital. Det er følelsesporno. Hvor er den kritiske medievidenskab, som staten pumper millioner af kroner i?



Medierne individualiserer, når det drejer sig om Gaza, men generaliserer når det drejer sig om sorte eller asiater.



Den palæstinensiske billedretorik har vundet mediekrigen, alligevel kan man opleve groteske situationer, hvor en fanatisk propagandist for Hamas, en ”forsker”, Michael Irving Jensen, der genbruges i DR, uimodsagt kan hævde, at det er jøderne, der kontrollerer verdenspressen.



Det er ude af proportioner, at DR og TV2 aldrig bruger Israel-venlige eksperter. Ved at overlade forsvaret for Israel til Søren Espersen, som i øvrigt gør det fremragende, bidrager man til at gøre krigen til et dansk, partipolitisk fænomen. Det er ude af proportioner. Findes der forskere og eksperter på universiteterne, der ikke er pro-palæstinensiske? Det gør der nok ikke, for de ville aldrig kunne blive ansat i en videnskabelig stilling. Det er ude af proportion.



Bombningen fører til, at Hamas bliver mere populær, lyder endnu en formel. Løsningen er at standse bosættelserne. Det er løgn. Israel trak sig ud af Gaza i 2005. Jeg så selv de smukke bosættelser.



Derefter blev alle drivhuse jævnet med jorden. Og Hamas kom til magten med et ønske om at fjerne Israel. Det er ikke ude af proportioner, mener de humant indstillede.





Hans Hauge er lektor, dr. phil. på Nordisk Institut, Aarhus Universitet, og skriver på denne plads hver lørdag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen