En sært nedgørende film

Frihedskæmperne i BOPA og Holger Danske og Danmarks Frihedsråd reddede med deres kolossale indsats Danmarks ære.

Det kan Ole Christian Madsens film ikke ændre på, men jeg skal da ellers lige love for, at han sætter alt ind på sagen.

Filmen som sådan bør roses. Skuespillerne er gode, og filmen er i det hele taget vældigt godt lavet og underholdende. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor Ole Christian Madsen ikke fortalte historien om Flammen og Citronen, når filmen nu engang hedder "Flammen & Citronen".

Og jeg kan ikke forstå, hvorfor Ole Christian Madsen ikke fortalte historien om Danmarks Frihedsråd og modstandsgruppen Holger Danske, når han nu giver sig ud for at fortælle den historie.

Begge historier er fremragende - og rummer alt, hvad man overhovedet kan forlange af drama.

Et eventyr
I stedet har Ole Christian Madsen valgt at fortælle et eventyr om et par sølle frustrerede, knugede og traumatiserede menneskelige vrag, som fjumrer rundt uden helt at få løst deres likvideringsopgaver - og når de endelig løser dem, viser det sig ved fintællingen, at det er ganske uskyldige mennesker, de har likvideret; i virkeligheden nogle guttermænd, som bare ville fred og forsoning.

Fintællingen viser videre, at den slibrige politichef, Axel Winther, som koster rundt med Flammen og Citronen, alene har penge i hovedet og med alle drabene bare er ude på at hytte sit eget skind ved at slette alle spor.

Yderligere viser fintællingen, at Gestapo-chefen i København på alle måder er en rigtig ædel fyr med en nobel karakter, som ikke tolererer, at man driver gæk med Flammens og Citronens lig.

Og endelig viser fintællingen, at Danmarks Frihedsråd, som er modstandsbevægelsens øverste organ, hele tiden modarbejder frihedskæmperne og holder med den skumle, pengeglade Axel Winther.

Ja, og så er Frihedsrådet, får vi at vide, i øvrigt fredsapostle, som gerne vil have et godt forhold til tyskerne - og helst ikke have skyderi og den slags i gaderne.

Den dybere mening?
Alt sammen vældigt underholdende. At det så ikke har en pind at gøre med hverken Flammen, Citronen, frihedskæmperne eller modstandskamp, gør det hele til noget underligt noget, og hvad Ole Christian Madsens dybere mening har været, har jeg ikke noget bud på.

Nu glæder jeg mig egentlig bare til, at den rigtige film om Flammen og Citronen en dag bliver lavet.

Jeg mener nemlig, at de to danske frihedshelte har fortjent at blive taget alvorligt.